Der kan hæftes mange titler på den 80-årige amerikaner Monty Roberts. Han er forfatter, dressurinstruktør, hesteopdrætter, men især kendt som hestehvisker.
Den kendte hestemand, som selv kalder sig "The Crazy Cowboy from California", giver en opvisning på sine evner med heste lørdag den 9. april klokken 18 på Vilhelmsborg.
Her arbejder Monty Roberts med fire heste og forskellige problemstillinger som eksempelvis en hest, der aldrig har haft rytter på ryggen, en hest, der ikke vil stå stille ved opstigning, eller en hest, der er hovedsky og for eksempel ikke vil børstes eller have klippet hår ved ørerne. Det kan også handle om heste, der sparker og heste, der er svære eller umulige at læsse.
Tillid og respekt
Monty Roberts viser, hvordan han opnår effektive resultater på kort tid ved brug af tillid og respekt. Han afstår fuldstændig fra brug af vold og mener i stedet, at samarbejdet med hestene skal være et villigt partnerskab.
Undervejs fortæller Monty Roberts anekdoter fra sit lange liv og oplevelser med heste. Hestene, der bruges i showet, udvælges på dagen blandt 10 heste, der gennem en ansøgningsproces er inviteret til at komme. VIP-billetter kan købes, så man kan se udvælgelsen, og dermed sikrer man sig de bedste pladser tættest på roundpennen, hvor Monty Roberts under selve showet arbejder med hestene.
Uddanner selv instruktører
Den kendte hestehvisker uddanner selv instruktører i sine principper på sin ranch, og derudover har han sit online-universitet, hvor alle interesserede mod betaling kan følge flere end 300 lektioner i træning, adfærd og ikke mindst hestesproget Equus, som han har lært ved at følge Amerikas vilde mustanger.
Joan Sartori Søe er certificeret Monty Roberts-instruktør i Danmark, og hun forklarer Equus således:
"Hestene taler. Naturligvis gør de det. Det er et simpelt og forudsigeligt sprog af gestus, positionering, kontrol over sit åndedræt og sine øjne. Vi kalder det Equus - hestenes sprog."
Hesteejere, der ønsker at deres hest kommer i betragtning, kan kontakte Joan Sartori Søe på 53801415 eller via hjemmesiden www.ranchequus.dk.