MI, Maskinhandler Indkøbsringen, har indgået aftale med Briggs & Stratton om eneforhandling af Snapper plænetraktorer og plæneklippere i Danmark i stedet for Texas, som har importeret Snapper de seneste par år. Det oplyser MI i en pressemeddelelse.
Snapper er en del af Briggs & Stratton-gruppen, som MI allerede har et mangeårigt samarbejde med om forhandlingen af Ferris og Simplicity.
Snapper har et bredt sortiment af plænetraktorer og zero turn-klippere, men har også mindre plæneklippere, der henvender sig til private haveejere.
Landsdækkende forhandlernet
Snapper-programmet findes allerede hos et bredt forhandlernet, og det er planen at fortsætte med det.
- Produkterne og servicen skal jo være tilgængelig der, hvor kunderne er, siger MI's direktør Kristian Jakobsen og tilføjer:
- Vi tager en snak med de eksisterende forhandlere hurtigst muligt for at få afklaret, hvem der fortsætter og hvor der skal findes nye forhandlere.
Til den kommende sæson tilbyder MI tre modeller af plænetraktorer og tre forskellige zero turn-klippere fra Snapper. Plænetraktorerne fås med 107 til 122 centimeters klippebredde, mens zero turn-klipperne har helt op til 132 centimeters klippebredde.
Plæneklipperne til at gå bagved fås i syv udgaver fra 46 til 53 centimeter. De fleste er selvkørende og med integreret græsopsamler, mens nogle har mulighed for bioclip, der gøder plænen.
- MI overtager den tidligere importørs lager, og der er containere på vej med maskiner fra USA, så vi er leveringsdygtige, selv om græsset starter med at gro lige om lidt, siger Kristian Jakobsen.