Abonnementsartikel

- Det er sådan en stor oplevelse at have en skov. Jeg har engang set en rå, der fødte to lam. Det er så stort, fortæller den midtjyske skovejer Anders Pedersen med begejstring og indrømmer, at der er perioder, hvor hans kone stort set ikke ser ham, fordi han opholder sig i skoven fra morgengry til solnedgang.

Der hører 30,4 hektar til ejendommen, og i dag er det kun i 6,7 hektar, hvor der ikke er plantet skov. I en periode lejede han sin jord ud, men indtægten fra marken var lav.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Nyder skoven hver dag

- Så vil jeg hellere have en skov, som jeg kan nyde hver dag. Jeg er glad for, at jeg startede for flere år siden og allerede har haft mange gode år i min skov, fortæller Anders Pedersen, der anlagde den første del af skoven i 1995 og anlagde mere skov i 2002, 2006 og 2010. De seneste to skovrejsninger er lavet af Naturplant.

Anders Pedersens ønsker til skovens funktion er nøje tænkt ind i skovens design og anlagt sådan, at den både rummer vedproduktion, nåletræer, sø, vandhul, en del lysninger og spor med knæk.

- Man ved ikke, hvad der venter lige om hjørnet. Jeg har engang stået to meter fra en rå - den opdagede mig slet ikke, fordi jeg kom lige rundt i knækket, fortæller Anders Pedersen.

Han har investeret i et flisfyr og solceller og er 100 procent selvforsynende med både varme og el til boligens 254 kvadratmeter.

Nye regler

Skovfoged Peter Kjøngerskov fra Naturplant fortæller, at der nu kommer nye regler for skovrejsning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Skovrejsning er et vigtigt miljøvirkemiddel i den nye landbrugspakke. og vi forventer faktisk, at det bliver rigtig attraktivt at rejse skov i de kommende år, siger han.

Tilskuddet forventes at udgøre op til 32.000 kroner pr. hektar og betales på én gang i modsætning til tidligere, hvor det var fordelt på to rater. Det har stor betydning for skovejerens likviditet, og en anden god nyhed er, at arealer helt ned til to hektar kan få tilskud.

Det åbner for en lang række arealer, der ikke tidligere har haft mulighed for at rejse skov.

Den nye skovrejsningsordning forventes ifølge Naturplant at være åben for ansøgning i perioden 1. maj til 1. juli.