Abonnementsartikel

Frem til udgangen af 2015 var det kun nogle varmepumpetyper, der udløste kontante tilskud fra landets energiselskaber. Nemlig de varmepumper, der fremgik af Energistyrelsens varmepumpeliste.

Nu har Energistyrelsen lempet kravene, så alle varmepumper med energimærke A+ og A++ udløser tilskud, uanset om de fremgår af listen. Det gør det både nemmere for de, der ønsker at energioptimere deres bolig og for varmepumpeproducenterne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Før kunne der godt være en A+-mærket varmepumpe, som ikke udløste tilskud, og det var forvirrende for kunderne, når de måske lige havde set på vores hjemmeside, at vi giver tilskud til varmepumpekøb. Nu giver vi tilskud til alle A+ og A++-mærkede varmepumper, så kunderne behøver kun at kigge efter energimærket, fortæller Lene Troelsen, energirådgiver hos EnergiMidt, i en pressemeddelelse.

Højt energitilskud

Køb af varmepumpe er et af de energioptimerende tiltag, der kan give et højt energitilskud. Sammenlignet med tilskuddet til efterisolering eller udskiftning af vinduer, så dækker tilskuddet til en luft/luft-varmepumpe en væsentlig større del af investeringen.

- Mange danskere benytter sig af tilskudsmuligheden, når de efterisolerer eller skifter vinduer. Tilskuddet kan ofte være den sidste motivationsfaktor til at tage beslutningen om at gå i gang, og det er nogle rare penge, der luner i familiens budget, siger Lene Troelsen.

Attraktiv investering

Endnu bedre ser det ud, når vi snakker luft/luft-varmepumper som supplement til et olie-, gas- eller biobrændselsfyr. Her kan tilskuddet dække op til 40 procent af investeringen, og samtidig kan borgerne i 2016 og 2017 gøre brug af håndværkerfradraget, som kan gøre investeringen i en varmepumpe endnu mere rentabel.

- En luft/luft-varmepumpe som supplement til et oliefyr udløser eksempelvis et tilskud på hele 4.731 kroner for en helårsbolig, mens en tilsvarende varmepumpe som supplement til elvarme giver 2.225 kroner i tilskud i en helårsbolig og op til 1.061 kroner for et sommerhus. Det er beløb, der kan mærkes, når man køber en varmepumpe, som typisk koster mellem 12.000 og 16.000 kr., siger Lene Troelsen videre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ansøg først

Fælles for alle energioptimerende tiltag, der udløser tilskud, er, at det er vigtigt at søge tilskuddet, inden der købes materialer eller bestilles håndværker.

- Du kan ansøge online via vores tilskudsportal, men det er vigtigt, at du gør det, inden du køber varmepumpen eller bestiller håndværker til at installere den. Når du har fået en kvittering på din ansøgning, kan du bestille varmepumpen eller håndværkeren, og når arbejdet er udført, sender du kvitteringerne til os elektronisk, hvorefter vi overfører tilskuddet til din konto. Så nemt er det, siger Lene Troelsen.