Abonnementsartikel

At sove i telt har helt sikkert sin charme, men vores magelighed og trang tll komfort gør, at denne primitive form for overnatning ofte hører ungdommen og teltentusiaster til.

Men et mere luksuriøst teltophold kan med stor sandsynlighed bringe campisterne tilbage under teltdugen, og det har flere campingplader i Danmark med begrebet glamping kastet sig over.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Glamping er en sammentrækning af glamourøs camping, og her skal man hverken bøvle med at slå telt op eller medbringe sovepose.

Udsigt til søen

Eksempelvis tilbyder Skyttehusets Camping i Virklund ved Silkeborg-søerne glamping-telte med fast bund, terrasse, grill, køleskab, dobbeltseng og diverse møbler.

- Glampingteltene har som noget særligt alle udsigt til søen, fortæller lejrchef Bente Hickman og tilføjer, at det nu er tredje sæson, hvor de to glamping-telte stilles op.

- Vi begyndte med et telt i 2014 og fik et mere i 2015, så der er klart en stigende efterspørgsel på denne form for ferie, siger hun.

Luksus langs åen

Også langs Gudenåen kan kano-turister overnatte på campingpladser i mere luksuriøse omgivelser. En af dem er Truust Camping & Kanoudlejning, hvor indehaveren, Betina Fuglsang mener, at der er et marked for et mere luksuriøst campingliv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Folk vil gerne ud at være lidt primitive og komme ud i naturen. Men de vil helst ikke undvære deres gode senge og deres wi-fi. Så har vi har kræset lidt for dem, så de alligevel kan opleve naturen tæt på, siger Betina Fuglsang til dr.dk.

Også Bamsebo Camping ved Gudenåen i nærheden af Ulstrup er sprunget på glamping-trenden og tilbyder sine gæster telte i luksusklassen.