En badebro er altid rar at have, men en flydende badebro må være endnu bedre, for den kan man flytte.
CN Fritid på Mors har gennem nogle år forhandlet en finsk, flydende badebro, men nu vil CN Fritid også sælge løse pontoner, således at gør-det-selv-manden får muligheder for at bygge sin egen badebro, fiskeø, svømmeplatform, landgang for mindre sejlbåde eller hvad man nu har fantasi til.
Pontonen "Bølge" vejer otte kg og har en bæreevne på 160 kg, og CN Fritid oplyser, at når man bruger flere pontoner, stiger pontonens bæreevne med cirka 40 procent, svarende til cirka 224 kg.
Sammen med hver ponton leveres der en båndsurring, som man bruger til at fastholde pontonen til træstammen.
Velegnet til beklædning
"Bølge" er ifølge CN Fritid nem at håndtere og er velegnet til beklædning med for eksempel træ. Samtidig bestemmer man selv, hvor store og tunge ponton-elementerne bliver, og hvordan man forbinder dem med hinanden og skiller dem ad ved vinteropbevaring.
Pontonerne er også velegnet til mindre plateau'er på søer og fjorde, hvor de kan fungere som fiske-, bade- og legeøer. Her kan de fastholdes ved hjælp af et mindre anker eller lignende fortøjningsmetoder.
Når man fremstiller en træramme til eksempelvis en badebro, er det normalt, at bruge 2 x 4" eller 2 x 5" træstrøer. Man kan også montere en træbjælke midt i pontonen, men det er ifølge CN Fritid ikke den bedste konstruktion.