Abonnementsartikel

Landsskuet er Danmarks største udstillingsvindue for kødkvæg og har traditionelt dyr fra op imod 14 forskellige racer med i kvægudstillingen. Samlingen af kødkvæg udvides til sommer for første gang i syv år med en ny race, når en flok murray grey også deltager.

Den australske kødkvægrace kom til Danmark i 2010, men har tidligere kun været udstillet på dyrskuet i Odense. Det er da også den fynske besætning, som i sin tid indførte racen, der forventer at samle seks-otte dyr i Herning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi gør det for vise racen frem og få den udbredt ved at sælge nogle avlsdyr, siger Folmer Hadberg-Rasmussen. Han er formand for den lille, danske raceforening, der foreløbigt kun tæller fire besætninger: To på Sjælland, en på Fyn og en i Jylland.

Fremtid i Danmark

Den fynske kvægavler har gennem en årrække benyttet kødkvæg til naturpleje og er ikke i tvivl om, at murray grey har en fremtid i Danmark i blandt andet den rolle.

- Fra Australien er de vant til at gå ude det meste af året på meget store arealer, og racen er speciel ved at kunne klare sig udelukkende på græs. Også opfedning af slagtekalve til 600-650 kg kan foregå på rent græs. De bliver derfor også brugt en del til naturpleje i England, siger Folmer Hadberg-Rasmussen.

Nationalrace

Murray grey opstod som en krydsningstilfældighed i en australsk besætning i 1905. Her har racen bredt sig siden og regnes i dag som den nationale kødkvægrace i Australien.

- Størrelsen er som en angus, men de har et andet temperament og en anden kødkvalitet, hvilket man kan se ved de slagtekonkurrencer, som murray grey-dyr har vundet i USA, Australien, England og Canada, siger Folmer Hadberg-Rasmussen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Foreningen importerer udelukkede sæd fra de bedste australske tyre på markedet og har selv eksporteret embryoner til Sverige, ligesom der har været forespørgsler fra Holland. Den europæiske interesse skyldes, at murray grey foreløbigt kun er kendt i England og Danmark.