Abonnementsartikel

Hvis man er til andet end dyr, så kan Lemvig marked og dyrskue meget vel være en udflugt værd i weekenden 4. - 5. juni, for her afholder den lokale flyveklub "Fly In" for alle flyvende gæster, uanset om de kommer i motorfly, motorsvævefly, svævefly, ultralet eller helikopter.

Flyveklubben er nemlig medarrangør af Lemvig marked og dyrskue ude ved siden af flyveklubbens landingsbane, så det er oplagt at kombinere fly-træffet med det traditionsrige marked og dyrskue.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Ejere af gamle biler skal heller ikke holde sig tilbage, for der vil være veteranbilstræf om søndagen, fortæller Finn Gade fra flyveklubben.

Gamle hunderace

Hundevenner får også noget at se frem til, idet DCH Lemvig afholder agilitystævne, hvor der skal dystes om point til årets DM i agility. Også den store, danske hunderace broholmer vil være at finde på dyrskuet, idet Broholmerselskabet viser den gamle hunderace med rødder fra vikingetiden.

Om lørdagen vil der være det traditionelle skue, hvor kvæg og får præsenteres, mens hestene vises frem om søndagen.

Ifølge Finn Gade vil frilandsmuseet Hjerl Hede også rykke ud med boder, hvor man kan se strikkekoner, børstenbinder og andre gamle erhverv blive udført.

- Der vil være masser at se på, men det er en billig fornøjelse, for folk bliver ikke plukket ved indgangen. En entrebillet koster kun 25 kroner, siger Finn Gade. Han siger også, at arrangementet år efter år trækker omkring 12.000 besøgende til Lemvig fra det meste af Jylland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landboforening og flyveklub

Lemvig marked og dyrskue er et samarbejde mellem Lemvig Landboforening og Lemvig flyveklub. Dyrskuet blev i 2000 flyttet fra en sportsplads i byen ud til Lemvig flyveplads, der er beliggende seks kilometer syd for Lemvig. Flyveklubben havde i forvejen sit årlige populære "Oplevelser for alle" med flyveopvisning, faldskærmsudspring og en række øvrige foreningsaktiviteter.

Læs mere på www.lemvig.com.