Abonnementsartikel

Opbakningen fra erhvervsudstillere, dyreudstillere og fødevareudstillere til det fynske dyrskue i Odense har været stor, og allerede for et par måneder siden kunne den ansvarlige for det fynske dyrskues erhvervsudstilling, Diana Boysen Poulsen, konstatere stor interesse for standpladserne.

- Tilmeldingen har været rigtig positiv. Mange af udstillerne er gengangere, og en del af dem har efterspurgt større stande end tidligere, siger Diana Boysen Poulsen, som også glæder sig over de mange maskinforhandlere, som har meldt deres ankomst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Blandt de mange erhvervstilmeldinger er der også en hel del nye udstillere, bl.a. firmaer inden for energi- og byggebranchen.

Gæster fra by og land

Ifølge dyrskuechef Gitte Bech skal det fynske dyrskue netop være en begivenhed, der tilbyder noget for enhver smag, og som tiltrækker gæster fra både by og land.

- Det handler om at vise, hvad landbruget står for og samtidig gøre skuet til en festlig familiebegivenhed. Det er den ægte vare, som de besøgende møder: En imponerende maskinpark, landbrugsdyr i alle størrelser og masser af gode råvarer og fødevarer. Processen "fra jord til bord" og de gode kvalitetsfødevarer er igen i år i fokus, lyder det fra Gitte Bech, som også lover larm i gaden i form af store og små landbrugsmaskiner.

- De store landbrugsmaskiner, hvoraf nogle hører til blandt Europas største, er altid et godt trækplaster for børn og barnlige sjæle. Og igen i år vil der blive mulighed for at komme helt tæt på.

Dyrskuets torvemarked

På dyrskuets torve- og fødevaremarked meldes alt udsolgt, og når markedet officielt åbnes lørdag formiddag, bliver de første smagsprøver indtaget af kokken Claus Holm, hvis rødder stikker dybt i den fynske muldjord.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi sætter stor pris på, at Claus Holm har sagt ja til at åbne dyrskuets torvemarked. Hans begejstring ved naturen og de mange små fynske producenter, der leverer et væld af friske råvarer, lyser ud af ham, siger Sara Rasmussen, som er ansvarlig for fødevaremarkedet på dyrskuet.

Gode råvarer er der masser af på dyrskuets torvemarked. Og med de gode råvarer følger også de gode oplevelser. Midtfyns Bryghus byder bl.a. på ølsmagning, Selleberg tryller med kirsebær og Bolchepigen fra Kværndrup står klar i sit bolcheværksted.

Fødevaresamarbejdet "Smagen af Fyn" stiller op med en købmandsbutik, hvorfra dagens menu fra dyrskuets restaurant kan købes med hjem.

Søndag besøger kokken Nikolaj Kirk, kendt fra bl.a. tv-programmet "Nak & Æd", dyrskuets torvemarked, hvor han deler ud af sine meninger om kvalitet, råvarer og den gode smag samt tilbereder et måltid.

Også børnenes dyrskue

Traditionen tro fylder børnene meget på det fynske dyrskue, ikke mindst på børnedyrskuet, hvor kæledyr vises frem til bedømmelse og beundring. De besøgende børn kan komme helt tæt på og klappe en gris, kæle med en kalv, holde en lille blød kylling, se kaninerne hoppe og opleve ponyer i alle størrelser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I Børnenes Hus står landmænd klar til at fortælle om livet på landet og til at sende børnene af sted med et spørgeskema med store og små landbrugsspørgsmål. Svarene findes rundt omkring på pladsen, og efter endt tur belønnes børnene med diplom og kasket med titlen "Minifarmer".