Abonnementsartikel

Planlægningen af Det Østjyske Dyrskue i Horsens 2016 er i fuld gang, og opbakningen fra de frivillige er stor. Dyrskuet finder i år sted den 17. og 18. juni.

Opbakningen kom til udtryk på generalforsamlingen i Foreningen Land & By Østjylland tidligere på året, hvor omkring 60 dyrskueinteresserede var mødt op, og der var ingen problemer med at få valgt folk til bestyrelsen. Tværtimod meldte mange sig som interesserede og ville gerne arbejde for sagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formanden for foreningen, Peter Søgaard Mortensen, Østbirk, var glad for den store interesse og den gode stemning omkring dyrskuet:

- Vi er rigtigt godt på vej til at slå os fast som "Danmarks hyggeligste dyrskue". Vi mærker i disse år en stor interesse for dyrskuet, og vi har fået det til at fungere rigtigt godt her i foreningen, som bakkes godt op af udstillere fra de forskellige fagområder, sagde formanden.

Stabil tilmelding

Dyrskuet i Horsens har de seneste år haft en stabil tilmelding af dyr - sidste år var der cirka 350 store dyr samt børnedyrskue, høns, kaniner og katte.

- Vi oplever også en god interesse fra medierne, både tv, radio og aviser, som gerne vil berette om dyrskuet og bringe den særlige stemning videre, lød det fra Peter Søgaard Mortensen, der også kommenterede økonomien i dyrskuet:

- Trods stor frivillig indsats er der mange udgifter forbundet med at holde dyrskue, men heldigvis bakker vores lokale landbrugsforeninger godt op om dyrskuet og gør det muligt, at vi kan gennemføre det. I den forbindelse er det helt afgørende, at der er opbakning fra udstillere og et stort engagement. Det er heldigvis tilfældet, og derfor har vi vores tre landboforeninger i ryggen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De tre foreninger, der bakker økonomisk op om dyrskuet, er Østjysk Landboforening, Vejle-Fredericia Landboforening og Landboforeningen Odder-Skanderborg.

Gøglere og artister

Ud over dyr vil gøglere og artister gøre deres indtog på Det Østjyske Dyrskue i Horsens i år. Her bliver der optræden ved Cirkus ChangHigh, som blandt andet underholder med kniv- og øksekastning, cykelshow samt jonglering ved flere forestillinger både fredag og lørdag.

Der bliver traditionen tro masser af anden underholdning på pladsen over de to dagen. Der arrangeres grisevæddeløb, der de seneste år har været et populært indslag, som har samlet masser af mennesker på den særligt indrettede tribune, hvorfra man har et godt overblik.

Der bliver også heste- og ponygames med rideopvisning og udklædte ryttere samt hundeopvisning, gymnastikopvisning, hestevognskørsel og meget andet.

Foreningen Land & By Østjylland står bag arrangementet, og arrangørerne vil igen i år gøre dyrskuet til en begivenhed, der har noget for enhver smag og kan trække mange mennesker fra både by og land.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Formålet er at vise, hvad landbruget står for og samtidig gøre dyrskuet til en festlig begivenhed, der har interesse for folk fra byen - både børn og voksne, siger Peter Søgaard Mortensen.