Det vakte stor opsigt, da man for nogle år siden fandt en død ulv i Thy. Sidenhen er flere levende eksemplarer blevet set, og derfor fik forskere fra Aarhus Universitet til opgave at vurdere størrelsen af den danske bestand.
Da den første bestandvurdering blev offentliggjort, medførte det mildest talt løftede øjenbryn blandt befolkningen, for kunne det virkelig passe, at hele 40 ulve rendte rundt i den jyske natur? Tilhængere jublede, mens modstanderne frygtede for konsekvenserne.
Ræve - ikke ulv
Det lader imidlertid til, at der går en rum tid endnu, før vi skal tage stilling til, hvordan vi i et land som Danmark skal forholde os til en bestand af den størrelse. For efter udmeldingen om de 40 ulve er estimatet sidenhen blevet halveret, og nu kan man så konstatere, at der kun med sikkerhed er DNA-spor efter fire ulve i Danmark - inklussiv den døde ulv fra Thy. Det skriver flere medier - herunder BT.
DNA-prøverne har således været til tjek hos eksperter i Tyskland, og de kan konstatere, at langt størstedelen stammer fra ræve - og ikke ulve. Det har fået konsekvenser for den afdeling, der står for bestandvurderingen på Aarhus Universitet, hvor lederen er blevet afsat, og en ny er kommet til. For at komme videre og starte på en frisk vil man i første omgang forholde sig kritisk til de data, der hidtil er indsamlet, og fremover vil alle DNA-prøver sendes til kontrol i Tyskland for at undgå fejlkonklussioner i fremtiden.