Abonnementsartikel

Der er ingen krise at mærke hos MGM Boilers i Herning. Faktisk har de forrygende travlt. Og det hele skyldes en ganske enkel idé. Firmaet sælger pillefyr, og for ikke så længe siden stod firmaet på et dyrskue og diskuterede med en kunde, hvorledes man kunne montere et pillefyr i en container.

- Kunden ville gerne have et pillefyr monteret i en container. Det var der intet nyt i, det kan man sagtens købe. Men så var det, at kunden begyndte at forklare, at han bare lige skulle have forlænget sin minilæsser, så den kunne hælde pillerne ned oven i containeren. Og så skulle der også lige monteres noget oven i containeren, og så begyndte prisen ellers at løbe op, fortæller Karsten Jørgensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og så var det ellers lige, at den lille idé-pære blev tændt.

- Vi foreslog i stedet at hælde pillerne ind bag i containeren. Og så var det problem løst, griner han.

God, enkel og gylden

Ideen var god, enkel, og gylden. Med andre ord, den sælger.

MGM Boliers leverer i dag pillefyr monteret i containere, hvor piller eller flis via et yderst enkelt ­system kan hældes ind af bagporten. Herfra transporteres de op i pillefyret, og i containeren kan der være omkring 11m3 træflis eller syv ton træpiller.

- Prisen for et lille anlæg er 150.000 kroner plus moms. Den investering er hurtigt hentet hjem igen, siger Karsten Jørgensen med overbevisning og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det skal være så grønt som muligt og så billigt som muligt.

Regnestyket er også enkelt. Hvis man bruger for 30.000 kroner olie om året, kan man halvere prisen ved at bruge træflis. Og så er det grønt som bare pokker.

- Det går helt forrygende. Vi mærker intet til nogen krise, tværtimod, understreger han.

Samling og montering af pillefyr i containeren tager blot få dage. Den kræver selvfølgelig plads, men til gengæld får man måske udvidet huset indvendigt.