Abonnementsartikel

Det er populært at flyve til Mallorca, og camping er yndet af mange danskere. Men hvad med blot at drage ud i naturen og sove under den fri himmel?

Det er der i dag rig mulighed for herhjemme. Faktisk er der hele 201 steder i Danmark, hvor man frit og uden tilladelse kan slå teltet op og nyde de lange sommernætter. Eller den sorte vinterhimmel, hvis man er til de lidt køligere aftener.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er Miljø- og Fødevarestyrelsen, der råder over de mange tilgængelig skove, og senest er der kommet 25 nye områder til. Blandt de nye, gratis overnatningsmuligheder er Løvbakke Skov ved Herning, True Skov ved Århus, Ringe Skov på Fyn og Kelleris Hegn i Nordsjælland.

Ny rekord

Og det er blevet yderst populært at benytte den gratis ferieplads. De nyeste taler viser, at antallet af overnatninger i naturen er steget med cirka 40 procent over tre år. Det glædede blandt andre miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen sig over på Skovens Dag tidligere på sommeren:

- Tusindvis af danskere tager hvert år en tur i skoven på Skovens Dag, men resten af året er der også godt gang i den danske natur. Stadig flere har lyst til at komme ud i naturen og overnatte, og i år ser det ud til, at vi sætter rekord. Jeg håber, at mange flere vil gøre brug af naturen og de tilbud, vi stiller til rådighed, for der er masser at opleve i naturen.

28.000 fuldtidsjob

Ifølge Københavns Universitet er friluftslivet i høj grad med til at skabe beskæftigelse og indtægter, når borgere og turister køber eksempelvis udstyr, transport og oplevelser. Sammenlagt skabte friluftslivet i 2013 cirka 28.000 fuldtidsjob og medførte et samlet forbrug på cirka 29 milliarder kroner.

Og denne udvikling skal gerne fortsætte, hvis det står til ministeren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Vi skal udvikle friluftslivet, så endnu flere danskere får adgang til de mange oplevelser, der venter udenfor hjemmet. Den opgave skal vi løse sammen med vores aktive foreningsliv, de grønne organisationer, private lodsejere og virksomheder. Jeg er sikker på, at vi godt kan udvikle friluftslivet uden at det går på kompromis med naturbeskyttelsen. Og så må vi ikke glemme, at friluftslivet bidrager til folkesundheden ved, at vi bruger naturen aktivt, siger Esben Lunde Larsen.

www.udinaturen.dk kan man se et bredt udsnit af overnatningspladser, som Miljø- og Fødevareministeriet stiller til rådighed for alle.