Der bliver liv og glade dage på Morsø Traktormuseum i dagene den 23. og 24. juli. Høstdagene er i år lagt sammen med A/S Chr. Andersens Maskinfabriks jubilæum. Firmaet fejrer 100 års fødselsdag i år, og dagene fejres med masser af veterantraktorer, fjernsyrede Lego-mejetærskere, udstilling af MDW og Fortschrit mejetærskermodeller, fjernstyrede lastbiler og meget mere.
Bag A/S Chr. Andersens Maskinfabriks 100 års jubilæum gemmer der sig et stykke dansk landbrugshistorie.
Aktieselskabet blev dannet den 12. april 1916 for at fortsætte den succes som grundlæggeren Chr. Andersen havde opnået med en fabrik, som han startede i 1885. Her blev der produceret selvrensende tærskeværker og mindre landbrugsmaskiner under navnet "Hafnia", men på grund af den tyske u-bådskrig mod England, gik produktionen af pressere og tærskeværker næsten i stå. I 20'erne kom der atter gang i produktionen, og i 1932 blev man af Det Danske Hedeselskab opfordret til at lave en fræser, som kunne monteres på en Fordson-traktor.
Det blev en stor succes, og der blev solgt et halvt hundrede maskiner til Amerika, men da der også var stor efterspørgsel herhjemme, måtte man sige nej til flere oversøiske ordrer.
Sidst i trediverne konstruerede den daværende direktør Dines-Pedersen den første 4-hjulede traktor. Han havde været i Amerika og havde efter sigende mødt Harry Ferguson. Han blev inspireret til selv at lave en traktor, men produktionen blev aldrig til noget. Først i begyndelsen af halvtredserne blev forsøgene genoptaget, og det hele mundede ud i en prototype, hvis hjælm og frontgitter lignede fræserne.
Efterfølgende blev der fremstillet cirka 400 traktorer under navnene Acam og Saxon, og i dag er der blot omkring 30 tilbage.
Arrangørerne forventer at kunne fremvise 10 ? 15 Acam/Saxon traktorer og 3 ? 4 Garson traktorer til træffet. Sidstnævnte er ligeledes en dansk produceret traktor, men den blev aldrig den helt store succes, og der blev kun produceret 37 eksemplarer.
På høstmarken bliver der desuden gensyn med de gamle høstkarle og ?piger, der høstes med aflægger, slåmaskine med aflæggeværk, selvbinder og gamle mejetærskere, blandt andet en bugseret Case med hjælpemotor trukket af en Case Dex.