Abonnementsartikel

Der er gang i DCM Cykler & Have/Park-Maskiner i Fjerritslev. Efter at have været ansat i blot to år i det daværende firma Klim Maskinforretning, overtog Dan Quorning og hustruen Mette i 2010 virksomheden, og på bare får år fik de sat så meget gang i virksomheden, at de måtte flytte til nye lokaler i City Vest. Der ud over skiftede de firmanavn til det nuværende DCM Cykler & Have/Park-Maskiner.

Men her stopper det ikke, for nu er det driftige firma blevet forhandler for den danske Kubota-importør, Svenningsens A/S. Kubata er Europas førende mærke i kompakttraktorer og med i aftalen er også Kubotas store program i græsmaskiner samt transportkøretøjer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det hele er samlet under hatten Kubota Groundcare. Simpelthen hele Kubotas program af maskiner, som retter sig både mod kommuner, boligforeninger, anlægsgartnere, virksomheder samt en lang række andre professionelle brugere. Da vi overtog den daværende Klim Maskinforretning for seks år siden, satsede jeg på at sikre fremtiden for min familie. Det gør vi yderligere nu med Kubota på produktlisten, siger Dan Quorning.

Syv i sving

Hen ad vejen har han og Mette Quorning også formået at sikre jobs til nu syv fuldtidsmedarbejdere. Senest med ansættelse af Niels Jørgen Pretzmann som sælger netop til have- og parkafdelingen.

- Erhvervskunder kommer ikke af sig selv. Derfor må vi være opsøgende, og det er grunden til, at vi valgte at ansætte en sælger specielt til have-park området. Niels Jørgen Pretzmann er på hjemmebane i det grønne med en uddannelse som greenkeeper og en fortid ved landbruget, fortæller Dan Quorning.