Slår man op på boligsiden Boliga.dk, kan man finde knap 14.000 fritidshuse til salg (1. juli 2016). Det store udbud er med til at presse udbudsprisen, og det gør det ifølge advokatfirmaet Ret & Råd attraktivt at købe sommerhus lige nu.
Advokatfirmaet skriver i en pressemeddelelse, at priserne på fritidshuse er fornuftige, men det er det vigtigt at holde hovedet koldt. Advokatfuldmægtig Thomas Mikkelsen, Ret&Råd Fyn giver dig her et par gode råd til, hvordan du griber processen an.
Er området rigtigt?
Først skal du finde det rigtige område og det rigtige sommerhus. Gå på internettet og find flere sommerhuse du kan være interesseret i. Søg eksempelvis på www.bolighandel.dk, www.boliga.dk eller www.boligsiden.dk og undersøg hvad der er til salg i de områder, som du er interesseret i. Overvej også om området skal være velegnet til udlejning af sommerhuset i de perioder, hvor du ikke selv bruger det.
Når du har fundet et hus, som du er særlig interesseret i, så besøg det flere gange og på flere forskellige tidspunkter. Husk også at lægge mærke til, om huset ligger godt i forhold til verdenshjørnerne, f.eks. om haven er sydvendt og, om der er høje træer, som skygger de forkerte steder, eller om grunden er fugtig osv.
Kontakt en uafhængig boligadvokat, som kan skaffe dig information om tilstandsrapport, ejerskifteforsikring, servitutter, finansiering med videre.
Sammenhold informationerne med sommerhusets stand, det vil sige konstruktion, facade, fundament og ventilation, badeværelser, vedligeholdelse eller kommende vedligeholdelser. Det er en god ide, at du allierer dig med en uvildig rådgiver, der kan gennemgå huset for eventuelle fejl og mangler og komme med et overslag på, hvad udbedring vil koste.
Når du har fundet sommerhuset og overvejet ovenstående, kan din boligadvokat herefter hjælpe dig med at forhandle vilkår og ikke mindst pris på plads, så I er klar til at gennemgå købsaftalen, hvis du endelig beslutter dig for at købe sommerhuset.