Abonnementsartikel

Vejle Kommune løber med titlen som Danmarks Friluftskommune 2016. Den årlige pris, som Friluftsrådet står bag, uddeles til en kommune, der gør en særlig indsats for at fremme friluftslivet.

Hver år sætter prisen fokus på et nyt tema inden for friluftslivets verden. I år var temaet "Planlægning og forvaltning af friluftsliv", og det var især Vejle Kommunes arbejde med at realisere kommunens Natur- og Friluftsstrategi, der imponerede juryen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vejle Kommune har gjort en flot indsats inden for årets tema, og vi er meget imponerede over omfanget og variationen i kommunens gennemførte og planlagte tiltag. Vejle Kommunes Natur- og Friluftsstrategi er et stærkt omdrejningspunkt for kommunens arbejde med friluftsliv, og det fremgår tydeligt, at der arbejdes seriøst, målrettet og ikke mindst sammenhængende ud fra strategien, skriver Preben Schmidt, formand for juryen og bestyrelsesmedlem i Friluftsrådet, i juryens begrundelse.

Vinder for anden gang

Det er anden gang, at kommunen løber med prisen som Danmarks Friluftskommune - første gang var i 2009 - og i Vejle Kommune er man stolte over, at kommunen er frontløber på friluftsområdet.

- Jeg er utrolig stolt over prisen som Årets Friluftskommune 2016, hvor et bredt funderet panel af eksterne dommere vurderer, at vi ligger helt i top. Vejle har efterladt dommerkomitéen med et overbevisende indtryk af at være en kommune, der tager friluftslivet alvorligt, siger Arne Sigtenbjerggaard (V), borgmester i Vejle Kommune.

En kvart million

Med prisen som Danmarks Friluftskommune følger en præmie på 250.000 kroner, som skal gå til nye friluftsfaciliteter i kommunen. I Vejle Kommune vil man bruge pengene på at realisere nogle af de projekter, der er skitseret i kommunens Natur- og Friluftsstrategi og Strategien for Vejle Ådal og Vejle Fjord.

Det var et særdeles tæt felt af kandidater, der bejlede til titlen Danmarks Friluftskommune 2016. De øvrige finalister, Ishøj Kommune, Norddjurs Kommune og Middelfart Kommune, havde alle havde spændende friluftstiltag at vise frem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Prisen er stiftet af Friluftsrådet for at sætte friluftslivet på dagsordenen i landets kommuner. Juryen bestod af Preben Schmidt fra Friluftsrådets bestyrelse, Poul Erik Pedersen fra Friluftsrådets Regionskontaktudvalg, Arne Bondo-Andersen fra Naturvejlederforeningen i Danmark, Thomas Thinghuus fra Kommunale Park- og Naturforvaltere, Casper Lindemann fra Danmarks Idrætsforbund og Frank Søndergaard Jensen fra Københavns Universitetet.