For de fleste familier er haven en vigtig del af hjemmets fred og idyl. Det er her familien samles for at slappe af, nyde de hyggelige sensommeraftener og nusse om blomster og bede. Men hvad er det egentlig, der hitter i de danske haver?
Ifølge en ny undersøgelse fra home Boligpanel er det især terrasser og havemøbler, der topper på ønskelisten i danskernes drømmehaver. Faktisk svarer mere end hver anden (54 procent) af de adspurgte i undersøgelsen, at deville investere pengene i en terrasse med nye havemøbler, hvis de havde penge tilovers og frie hænder til selv at indrette deres drømmehave.
Mere attraktiv for købere
Pengene kan samtidig vise sig at være godt givet ud, den dag boligen skal sælges, da en indbydende have ofte er med til at give boligsalget et kærligt skub i den rigtige retning.
- En flot have kan bestemt gøre en bolig mere attraktiv for potentielle købere, da mange familier, især børnefamilier, vægter haven højt i deres boligjagt. Haven bidrager markant til helhedsbilledet af boligen, og det er derfor vigtigt, at den tager sig godt ud, fortæller Mads Ellegaard, relationschef hos home a/s.
Ifølge Mads Ellegaard kan man selv gøre en lang række ting for at gøre haven til en mere fremtrædende faktor i forbindelse med et boligsalg.
- Ser vi bort fra nyanskaffelser som f.eks. en terrasse eller nye havemøbler, har vi gennem årene erfaret, at også mindre ting som blot at slå græsset eller klippe hækken kan gøre en forskel, da det gør haven mere indbydende og overskuelig, udtaler han.
Børnene er i bunden
Udover at afsløre hvad danskerne ville foretrække at bruge pengene på, viser undersøgelsen fra home Boligpanel også, hvad der ligger i bunden af danskernes ønskeliste til drømmehaven. Her indtager "arealer til husdyr" (2 procent), "swimmingpool og spa" (5 procent) samt "legeredskaber til børnene" (5 procent) bundplaceringerne.