Abonnementsartikel

Otte ud af ti danske rygere har forsøgt at holde helt op med at ryge, men er faldet i igen, viser en ny undersøgelse for Sundhedsstyrelsen. Hjælpen kan være et gratis opkald til Stoplinien, men op mod ni ud af ti rygere har ikke overvejet at søge hjælp der.

Selv om man gerne vil holde op med at ryge og også har besluttet sig for, at nu skal det være, er det tit ikke nok til at have succes med det. Faktisk lykkes det kun for fire procent at droppe cigaretterne ved at tage en såkaldt kold tyrker. Derfor opfordrer Sundhedsstyrelsen til, at man starter med at ringe til Stoplinien som det første skridt, når man vil holde op med at ryge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har et gratis tilbud i Danmark, Stoplinien, hvor der sidder eksperter klar, som gratis kan hjælpe med at lægge en holdbar stopstrategi. De kan hjælpe med at lægge en konkret plan for rygestoppet, eller finde et lokalt rygestopkursus i kommunen og vejlede om nikotinerstatning og rygestopmedicin, hvad enten det er håndkøbspræparater eller receptpligtige. Det er bare med at bruge tilbuddet for vi ved, at det virker, siger Mads Lind, specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen.

Professionel hjæp virker

Den bedste metode til at holde op er at få professionel rådgivning kombineret med brug af nikotinpræparater eller rygestopmedicin. Faktisk giver professionel rådgivning kombineret med nikotinpræparater eller rygestopmedicin fem gange større sandsynlighed for, at man forbliver røgfri, end hvis man forsøger sig et rygestop med ren viljestyrke, viser undersøgelser.

- Op mod 6 ud af 10 rygere tror, at motivationen skal komme indefra, og derfor tror de ikke, at rådgivning vil hjælpe. Men rådgivningen kan jo hjælpe med at holde fast i motivationen og samtidig give de råd, som skal til for at man får succes med at stoppe, siger Mads Lind, specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen.

Derfor sætter kampagnen "Hjælp til rygestop" fokus på, hvilke fordele der er ved at holde op med at ryge, og hvor man kan få hjælp.