Abonnementsartikel

En ny dansk serie af brændeovne, Beto fra Lotus, kombinerer design i beton med muligheden for at lagre varmen i lang tid med såkaldte Powerstones. I forvejen er beton blevet et populært materiale i boligen med borde, bænke, reoler og andre møbler, formgivet i den enkle, skandinaviske stil.

Nyt formsprog

Modsat traditionelle brændeovne i stål giver beton større frihed til at skabe et nyt og anderledes formsprog, lyder det fra producenten. Ovnens store, lige flader er afrundede, så det ellers tunge materiale får en lethed, der passer til boligens øvrige indretning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lotus er kendt for brændeovne med gods i, og Beto bygger videre på denne tradition og kan suppleres med varmelagrende Powerstones, der indbygges over brændkammeret. Dermed afgiver ovnen varme i flere timer efter, at ilden er gået ud.

Beto-ovnene er desuden bygget op omkring det samme brændkammer med Clean Burn teknologi som de tidligere pejse-indsatser fra Lotus. Teknologien giver fuld kontrol over lufttilførslen og en ekstra høj temperatur med en optimal udnyttelse af brændet. Samtidig er hele processen renere, fordi røggasserne også brændes af i ovnen i stedet for at blive udledt.

Udsigten til ovnens flammehav er klar i kraft af et rudeskyl-system, der sidder lige bag lågen og presser varm luft ned ad glasset, så det brændes rent.

Også med fedtsten

Beto, som er Lotus' første brændeovn støbt i beton, fås også i fedtsten. Fedtsten er i sig selv mere varmelagrende end beton, og da Powerstones er inkluderet i fedtstensmodellen, kan den - ligesom en langt større masseovn - afgive varme i flere timer efter optænding.