Det danske vejr kan være svært at regne med. Det har konsekvenser for mange landmænd. Specielt med somre som denne, hvor der har været mange dage med regn. Der er dog en lille solstråle mellem regnbygerne, skriver TopDanmark i en pressemeddelelse.
- Det ser ud som om, udbyttet fra årets høst bliver det laveste i 10 år. Til gengæld har de mange regnbyger gjort, at der har været markant færre brande, siger Svend-Anker Worm, som er agronom hos Topdanmark.
Bygerne forebygger brande
Både 2014 og 2015 var år med tørre forhold under høsten og år med gode udbytter. Men der var også relativt mange mejetærskerbrande. I år har det været lige modsat og derfor har Topdanmark fået halvt så mange anmeldelser om brændte mejetærskere som på samme tidspunkt i 2015.
- Størstedelen af markerne er høstet, så vi forventer ikke den store ændring i dette billede, fortæller Svend-Anker Worm.
At aktiviteten har været intens i år, når vejret har tilladt det, kan ses på, at antallet af kaskoskader på mejetærskere ligger på samme niveau, som i de foregående år. Kaskoskader er for eksempel halvstore sten, som samles op og kommer ind i maskinen på trods af stenfælden, og påkørselsskader, der typisk sker, når der bakkes med mejetærsker eller kornvogn.
Også færre markbrande i 2016
I både 2014 og i 2015 kunne man jævnligt i aviserne læse om markbrande.
- De seneste par år har der været så store markbrande, at vi har set tilfælde, hvor trafikken på vejene er blevet generet af røgen, ligesom der også har været tilfælde, hvor bygninger var i risiko for at blive antændt. Disse situationer har vi ikke oplevet i år og Topdanmark har kun fået anmeldelse om mindre arealer, som er brændt, oplyser Svend-Anker Worm.
Vær med til at forebygge
Selvom 2016 ikke har budt på mange brande i maskiner og på marker, er det stadigvæk en god idé at forebygge. Et af de mest almindelige systemer er punktsikring. Det består af en håndildslukker, som har monteret en rød special-slange, som føres rundt på de steder på mejetærskeren, som vurderes som risikopunkter. Opstår der en brand, vil varmen fra branden lave et hul i slangen, så slukningsmidlet strømmer ud og slukker branden før den breder sig.