Abonnementsartikel

Septembersolen stod højt på himlen, da 350 inviterede gæster kunne overvære protektor for Danmarks Jægerforbund H.K.H Prins Henrik klippe snoren til Jagtens Hus og dermed indvie forbundets nybyggede domicil ved Kalø.

Jagtens Hus skal rumme mange forskellige funktioner. Der er både et videncenter, et uddannelsescenter, et forskningscenter, et udviklingscenter og et demonstrationscenter. Kort sagt et midtpunkt for alt, hvad der handler om natur, jagt, vildt, våben, hunde og mad.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Desuden det offentligt tilgængelige besøgscenter, hvor gæster fremover vil få et indblik i jagten og naturen, de vilde dyr og deres levesteder.

Jeres nye hus bliver et sted, der rummer det hele. Et centrum for alle, der er interesserede i natur, jagt og ikke mindst naturbeskyttelse, som er et meget vigtigt område.

H.K.H Prins Henrik

En glad formand

Ved den officielle åbning var der blandet andet taler ved borgmester i Syddjurs Kommune, Claus Wistoft, og formanden for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen.

- Det er en festdag, der markerer både et punktum og en ny begyndelse. Vi har historien i ryggen og fundamentet i orden. Vi bliver et fyrtårn for alt, hvad der har med jagt og aktiv naturforvaltning at gøre, sagde han.

Herefter talte den lokale borgmester, der fulgte op på formandens tale ved at kalde Jagtens Hus for et epicenter for jagten i Danmark, inden han gav ordet videre til H.K.H Prins Henrik:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Stort tillykke til Danmarks Jægerforbund. Jeres nye hus bliver et sted, der rummer det hele. Et centrum for alle, der er interesserede i natur, jagt og ikke mindst naturbeskyttelse, som er et meget vigtigt område, sagde han, hvorefter han klippede den røde snor og erklærede Jagtens Hus for officielt åbent.

Rundvisning og fest

Et festtelt dannede rammerne for den efterfølgende fejring, og herfra var der fri adgang til at opleve området og de nye bygninger, hvor medarbejderne i Danmarks Jægerforbund stod klar til at fortælle om huset og dets funktioner.

Jagtens Hus har fået en unik placering i et område i udvikling, hvor naturen er i centrum. Området omkring Jagtens Hus og Kalø Slotsruin har ifølge Naturstyrelsen årligt omkring 150.000-200.000 besøgende. Det er målet for Danmarks Jægerforbund, at Jagtens Hus skal bidrage til denne udvikling.