Hvor kommer mælken fra? Hvor mange liter mælk giver én ko? Hvor ofte får køer kalve? Og hvordan føles en ru kalvetunge?
Det er nogle af de mange spørgsmål, som børn og voksne får mulighed for at stille hos mælkeproducent Ingrid Bucka, Lendemark 3 i Bylderup Bov søndag 18. september.
Ingrid Bucka er en af 50 landmænd landet rundt, som denne søndag påtager sig rollen som vært ved Åbent Landbrug, og hun byder alle velkommen på sin gård kl. 10-16.
Der er en ansat, som sammen med mig passer de 130 malkekøer og deres kalve.
Ingrid Bucka
Landmand
Flyttede fra Holland
Ingrid Bucka flyttede fra Holland i 1993 og har siden boet på gården. Her bor også hendes tre børn Rune (16), Amy (14 ) og Thore (12).
- Der er en ansat, som sammen med mig passer de 130 malkekøer og deres kalve, fortæller Ingrid Bucka om sin hverdag.
På gården er der malkerobotter, så køerne bestemmer selv, hvornår de vil malkes. Arla henter mælken til mejeriet i Kruså.
Desuden har Ingrid Bucka 145 hektar jord. Her dyrkes majs og græs til foder, men der dyrkes også afgrøder til et biogasanlæg.
- Jeg trives med at være landmand, passe dyrene og påvirke og følge samspillet mellem dyr, natur og afgrøder. Vi glæder os til at vise gården frem og håber, at alle får en dejlig dag, siger Ingrid Bucka.
I LandboSyd-regi gennemføres Åbent Landbrug også på Gråsten Landbrugsskole.