Abonnementsartikel

Vi kender det sikkert allesammen. I hvert fald mange, der har daglig omgang med heste; problemet med at få lastet hesten i traileren, udfordringen med at få den til at gå hen over vand eller måske bare det forholdsvist simple - at få hesten til at løfte hoven, når den skal beskæres.

Løsningen er ikke at bruge magt og tvinge hesten til at følge vores vilje. I hvert fald ikke hvis man spørger Jan Engemann fra problemheste.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Alle problemer med heste er menneskeskabte, fastslår han uden vaklen.

- Vi menneskeliggør vores heste, vi tildeler den simpelthen nogle evner, den ikke har oppe i sin hjerne. Og når vi en gang imellem ikke kan lide deres adfærd, så skælder vi ud. Så får hesten at vide, at den er stædig, eller at den er udspekuleret. Men sådan er heste ikke. De giver sig ikke ud for at være andet end det, de er. De er i nuet, og det er den store forskel.

Specialist i problemheste

54-årige Jan Engemann har specialiseret sig i problemheste og ikke mindst i transport af heste, som af den ene eller den anden grund ikke er til at få ind i en trailer. Jan Engemann er tidligere mangeårig revisor, men har siden uddannet sig som eksamineret hestevelfærdsrådgiver, og i dag helliger han sig 100 procent arbejdet med heste. Og ikke mindst arbejder han med at udbrede kendskabet til hestens adfærd, og hvordan dyrets hjerne og nervesystemer fungerer.

- I gamle dage knækkede man en hest med frygt og magt. Det gør vi heldigvis ikke i dag. Nu handler det om dyrevelfærd. I dag betragter man meget mere hesten, som det den er; et levende dyr, der kan producere adrenalin og stresshormonet kortisol, et dyr, der kan blive bange og stresset. Så nu skal vi bare have koblet den viden på vores daglige omgang med heste, så vi arbejder ud fra hestens præmisser og med det, dens hjerne evner. Og så tror jeg på, at vi får nedbragt antallet af problemheste.

De to nerveystemer

Jan Engemann taler meget om hestens hjerne og nervesystemer. Han taler om det sympatiske og det parasympatiske nervesystem. Forskellen på de to er, at det sympatiske nervesystem, er det, der er slået til, når hesten er bange eller stresset, og det parasympatiske nervesystem, er der, hvor hesten er rolig og i balance.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den forståelse er hammervigtig i al træning med heste. Når vi har kendskab til, hvordan hes­tens hjerne og to nervestystemer fungerer, så kan vi tilrettelægge en træning for den enkelte hest, hvor vi virkelig kan flytte grænser, siger han.

Og ikke mindst, understreger han, så får vi et langt rigere liv med vores heste.