Skal de fremtidige generationer af danske børn have lyst til at passe på naturen, skal de ud og have fat i den med begge hænder.
Det er konceptet bag det nye projekt NaturligVis, der fra næste år vil gøre det let for lærerne at finde frivillige jægere og fiskere, der kan bringe naturen ind i skoledagen. Projektet støttes af Nordea-fonden.
Der er dømt røde kinder, jord under neglene og vind i håret for fremtidens skolebørn. I hvert fald hvis det står til Danmarks Jægerforbund og Danmarks Sportsfiskerforbund. Sammen har de to organisationer skabt projektet NaturligVis, der fra 2017 vil samle undervisningsmaterialer og formidle kontakten til frivillige jægere og fiskere, der står klar til at rykke ud på skolerne. Alt sammen kun få digitale klik fra lærere og elever i de danske klasselokaler.
Kærlighed til naturen
Projektet tager udgangspunkt i den kærlighed til naturen, som ligger dybt begravet i størstedelen af de danske jægere og fiskere. Med den i hånden og lys i øjnene, tager de børnene med på en naturrejse fra den spirende naturpleje, over nedlæggelsen af vildtet og til nydelsen i det gode måltid, der følger. Forinden har eleverne gennemgået en dag, en uge eller et projektforløb med deres lærer.