Abonnementsartikel

Mange husejere har tagrender, der ikke kan klare de skybrud og massive regnskyl, som skyller ind over Danmark, og det kan blive en dyr affære. For hvis tagrenderne er for små, risikerer boligejere at både træværk og husmure rammes af fugtskader, skriver tagrendeproducenten Lindab A/S i en pressemeddelelse .

- Mange husejere har tagrender, der ikke er dimensionerede til de nedbørsmængder, vi ser i dag. Når vandet i en tagrende løber over og kommer i kontakt med træværk og husmure, kan der opstå fugtskader og skimmelsvamp, som er dyrt at udbedre, siger salgschef fra tagrendeproducenten Lindab A/S, René Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Taget på et almindeligt hus skal modstå omkring 100 tons nedbør i form af regn og sne i løbet af et år. Så tagrender er allerede nu på lidt af en opgave med at lede nedbøren effektivt væk. Med flere tilfælde af monsterregn og stigende mængder nedbør i fremtiden bliver den opgave ikke mindre.

- Vi anbefaler, at husejere minimum har tagrender med en bredde på 125 millimeter. Hvis man vil sikre sig ekstra imod fremtidens store vandmængder er tagrender på 150 millimeter en mulighed. De kan aflede omkring 60 procent mere vand end tagrender på 125 millimeter, og vi opfordrer til, at tagrenderne er af lakeret stål, da det kræver mindre vedligehold, fortæller René Jensen.

Våde fremtidsudsigter

Fra seniorklimatolog fra DMI, John Cappelen, er meldingen, at tagrenderne får travlt i fremtiden.

- Nedbøren forventes at stige i de kommende år, og der forventes også at komme kraftigere regnskyl. Den 15. juni i år målte vi på tre timer over 115 millimeter nedbør i Horsens, og der blev registreret 117,8 millimeter i løbet af 24 timer. Det er den tredje højeste nedbør målt på et døgn, siden man begyndte at måle nedbør i 1874, siger John Cappelen.

Ifølge tal fra DMI er dansk nedbør i de sidste 140 år samlet steget med cirka 100 millimeter, og John Cappelen tilføjer, at der siden årtusindeskiftet er kommet flere skybrud end tidligere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere brede tagrender

I takt med de stigende mængder nedbør har en række forsikringsselskaber indført skærpede krav til klimasikring af boligen samt vedligeholdelse af tagrender og afløb, hvis skaderne skal dækkes. Nogle boligejere bliver dog først opmærksomme på problemet, når skaden er sket, og det er for sent.

- Det kan blive dyrt ikke at fremtidssikre sig mod monsterregn, men vi kan dog se på salget af bredere tagrender, at en del danskere i stigende grad er begyndt at sikre sig, fortæller René Jensen.