Abonnementsartikel

Danskerne er vilde med at arbejde hjemme. Det viser en ny undersøgelse fra Deloitte. Her siger 36 procent, at de benytter sig af muligheden for at tage hjemmearbejdsdage, og 11 procent gør det faktisk så ofte, at det svarer til en hel hverdag om ugen. For nogle er det den direkte årsag til, at de overhovedet kan få karriere og familieliv til at hænge sammen, påpeger HR-chef.

- Den store brug af hjemmearbejdsdage er et rigtig godt eksempel på, at der i dag er flydende grænser mellem arbejde og fritid. Ligesom det for mange er helt naturligt at arbejde om aftenen eller i weekenden, er det også naturligt, at man af og til udskifter kontoret med hjemmets trygge rammer, hvis man for eksempel har praktiske gøremål eller bare trænger til fred og ro, siger HR-chef i Deloitte Heidi Persson.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Heidi Persson er hjemmearbejde en vigtig ventil for mange travle karrieremennesker.

- Hvis man skal have aflæst el-måler kl. 10 om formiddagen, eller man skal lukke håndværkere ind, så er man jo nødt til at være hjemme. Derfor er der også mange, der værdsætter den fleksibilitet, som hjemmearbejde giver. For nogle er det simpelthen en nødvendighed for at få hverdagen til at hænge sammen.

Bidrager til trivsel

Hjemmearbejde er derfor også et vigtigt element i at tiltrække og fastholde de bedste medarbejdere, mener Heidi Persson:

- Selvfølgelig er der masser af job, hvor hjemmearbejde ikke kan lade sig gøre. Du kan jo ikke undervise en skoleklasse fra sofaen, og du kan heller ikke passe samlebåndet på en fabrik. Men taler vi om kontorarbejde, er det indlysende, at man som arbejdsgiver bør give medarbejderne en vis fleksibilitet. Det kan bidrage til at øge både trivsel og motivation betragteligt.

Også i et samfundsperspektiv er der fordele ved hjemmearbejde, mener Heidi Persson. Det kan for eksempel kompensere for lang transporttid for de tusindvis af danskere, der har langt til deres job:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er klart, at kører man mange kilometer hver dag mellem sit hjem og sit arbejde, er det guld værd, hvis man har mulighed for at blive hjemme bare nogle få dage i løbet af måneden.

- Den type fleksibilitet skaber mobilitet, og mobilitet skaber et mere dynamisk arbejdsmarked, så der er ingen tvivl om, at hjemmearbejde har en positiv samfundseffekt, siger hun.

Cirka fire procent af danskerne i job har deres faste arbejdsplads i hjemmet.