Hver dag begiver tusinder af danske børn og unge sig ud på internettet og de sociale medier, og hver dag står forældrene bag ved og ser bekymret til. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion for Deloitte. Her siger tre ud af fire, at de frygter for deres børns sikkerheds på nettet. Hele ni ud af 10 har truffet nødvendige foranstaltninger.
- Det er absolut forståeligt, at danske forældre bekymrer sig om deres børns færden på internettet. Det gælder både mobning og upassende kontakt med voksne, ligesom det naturligvis gælder datasikkerhed, når børnene for eksempel deler personfølsomme oplysninger, siger Kim Schlyter, der er ekspert i cybersikkerhed i Deloitte.
Lære gode vaner
I alt siger 39 procent af forældrene i undersøgelsen, at de er bekymrede over mobning på nettet. 27 procent frygter, at deres børn er ikke er forsigtige nok, når de afgiver personlige oplysninger, mens 20 procent er bekymrede for datatyveri.
- Uanset om der er tale om følsomme oplysninger, upassende hjemmesider eller mobning på nettet, er det et spørgsmål om at tillære sig nogle gode vaner. Man skal huske, at alt hvad man skriver, deler eller afslører online, meget let kan ende i de forkerte hænder. Desværre er internettet fyldt med folk, der ikke har gode intentioner, siger Kim Schlyter.
Danske forældre er da også opmærksomme på farerne ved at slippe børnene løs på nettet. Ni ud af 10 har taget deres forholdsregler. Fornuftigt, mener Kim Schlyter:
- Forældrene er absolut kommet ind i kampen for at øge sikkerheden, hvilket er ekstremt glædeligt. Hele 67 procent har talt med deres børn om faren ved at dele personlige oplysninger. 58 procent har diskuteret god tone på sociale medier, 30 procent har talt om stærke passwords, og 13 procent går så langt som til at holde øje med børnenes søgehistorik.
Alle bør være forsigtige
Ifølge Kim Schlyter er det absolut nødvendigt, at man som forælder er opmærksom på børnenes færden på nettet, ligesom det er nødvendigt at hjælpe børnene med at beskytte deres data:
- Lige nu oplever vi massive hackerangreb på både internetsider og sociale platforme i Danmark. Hackerne går målrettet efter alle former for data, der kan anvendes til yderligere berigelseskriminalitet. Derfor bør alle internetbrugere udvise stor forsigtighed. Det gælder både børn og voksne.
Kun 25 procent af forældrene i undersøgelsen siger, at de ikke er bekymrede for deres børns sikkerhed på nettet.