Abonnementsartikel

- Det er bare skønt. Man slapper af, og så er Calle en rigtig hyggelig mand.

Der bliver grinet i gruppen af kvinder, der er mødt op til den ugentlige Tai Chi-træning i Geografisk Have i Kolding. Undervisningen i det fri kører på sjette år, og der er stor interesse for træningen, hvor man bare kan møde op for at prøve, om den eksotisk klingende ?sport? er noget for én.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Tai Chi er jo egentlig en kinesisk kampsport, fortæller instruktør Carl Verner Jørgensen, som ellers kun går under navnet Calle.

- Men det vi dyrker her er mere meditativt. Det handler om samvær, ro og om at få det rigtig godt.

Altid godt vejr

Calle ved, hvad han taler om. Han har dyrket Tai Chi i 15 år, og han har undervist i det fri i over seks år. Og kun tre gange er træningen blevet aflyst på grund af dårligt vejr.

- Det er altid godt vejr, når vi træner. Bare vent og se.

Sådan lød det fra Calle, da vi ham mødte en gråvejrs onsdag i juli. Og ganske rigtigt. Fem minutter før træningen brød solen igennem, og gruppen på godt 20 kvinder ? og en enkelt mand ? gik i gang med dagens 28 forskellige Tai Chi-øvelser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alle kan være med

I løbet af den time, træningen varer, bliver gruppen øget væsentligt, da en flok besøgende fra Aarhus med begejstring sluttede sig til. Stemningen er rolig, alle virker koncentrerede og glade, og med Calle som tålmodig vejleder flyver tiden af sted.

Der bliver bøjet og strakt, sidelæns, for- og baglæns, alt sammen i et roligt, afslappet tempo. Alle kan være med, uanset hvilken form og figur, man er i.

Tai Chi-undervisningen i Geografisk Have startede for seks år siden.

- Det har været en kæmpe succes fra starten. Deltagerne er generelt i den modne afdeling, og selv om det fra starten mest har været kvinder, er mændene også begyndt at dukke op, siger Calle, der tydeligt kan mærke, hvad deltagerne får ud af træningen.

- De bliver mere åbne, og de lærer at bruge hovedet på en anden måde. Når du er med, rejser du ind i dig selv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et besøg værd

Tai Chi-undervisningen blev indført af den daværende leder af Geografisk Have, Astrid Jørgensen, da hun under en rejse i Asien stiftede bekendtskab med den eksotiske kampsport. Hun tog kontakt til Calle, der også underviser i Asian Sport Center i Kolding, og siden da har der i juni, juli og august hver onsdag kl. 13.00 været Tai Chi på plænen i den smukke have.

Og imens deltagerne koncentrerer sig om de kinesisk inspirerede øvelser, slentrer folk og familier stille rundt i den grønne oase. Der er andet at se på en Tai Chi-gruppen. Haven byder også på planter, blomster, latterfugle, lamaer, haveskole og Kolding Miniby. Geografisk Have er absolut et besøg værd for både børn og voksne.