Danskerne vil gerne skifte deres olie- og naturgasfyr ud med et grønt alternativ, men kun hvis løsningen er billig, og de kan spare penge på varmeregningen. Det viser en ny undersøgelse fra Yougov foretaget for Panasonic.
Mere end 200.000 olie- og naturgasfyr brager løs i de danske kældre, men det generer tilsyneladende ikke danskerne. De vil have kontant gevinst, hvis de skal skrotte deres fossile opvarmningskilder. Næsten halvdelen af danskerne (47 procent) vil nemlig kun skifte til en grønnere varmeløsning, hvis de får billigere varme - og 28 procent tager kun springet, hvis varmekilden er billig at anskaffe.
- Olie- og naturgasfyr skaber global opvarmning, og de er dyre i drift sammenlignet med for eksempel en varmepumpe eller jordvarme. Eksempelvis kan der skæres op til 50 procent af elregningen ved at skifte fra oliefyr til varmepumpe. Derfor er det bekymrende, at den grønne bevidsthed har så trange kår i Danmark, siger landechef Tomas Bærholm, Panasonic Danmark.
Undersøgelsen omhandler danskernes varmeforbrug og grønne bevidsthed, og her viser det sig, at det primært er varmepumper, solceller og jordvarme, som danskerne overvejer at skifte til. Kun fire procent overvejer at skifte til naturgas, mens ingen overvejer at investere i et oliefyr.
Danskerne går glip af store tilskud
I Danmark er der i dag mulighed for at hente økonomisk tilskud til at skifte til en grøn varmekilde. Undersøgelsen viser dog, at det slet ikke er noget, danskerne er bevidste om. Kun 12 procent af danskerne ved, at de kan spare op til 18.000 kr. at ved at skifte fra oliefyr til varmepumpe, hvis de bor i en villa på 130 kvadratmeter.
Ifølge undersøgelsen er det også kun 23 procent af de adspurgte, som ved at en varmepumpe er miljøvenlig. 14 procent mener ikke, at grøn omstilling er vigtigt, mens 67 procent mener, at grøn omstilling er vigtig eller meget vigtig.