Abonnementsartikel

REHACARE 2016 i Düsseldorf bød på en vaskeægte verdensnyhed: Avant 225 HDC, en minilæsser, der styres udelukkende med hænderne.

Den bygger på finnernes populære model 225 og er udstyret med et 8-vejs multifunktions-joystick, der både styrer læsserens kørsel og betjeningen af redskaberne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tyske Bert Pein er paraplegiker og har været kørestolsbruger i næsten 30 år. Han har afprøvet den nye minilæsser og han er begejstret.

. Jeg er imponeret over den intuitive betjening og fleksibiliteten i den nye minilæsser! Den mobilitet og uafhængighed jeg opnår er fantastisk og ergonomien er helt i top - ingen skarpe kanter - alt passer og er nemt at bruge, fortæller Bert Pein.

Ind- og udstigning er let på grund af minilæsserens gennemtænkte ergonomi og kørestolen kan transporteres med på læsserens bagende. Skift mellem forskellige redskaber klares hurtigt uden tunge løft. Minilæsserens bom klarer den hårde del af arbejdet, når redskabet monteres på hurtigskiftpladen og til- og frakobling af redskabshydraulik klares med Faster lynkobling, der forbinder alle slanger ved hjælp af ét håndtag.

Prisen holdt nede

Maskinen er serieproduceret på fabrikken i Finland, hvilket betyder meget for prisen. Der er ikke tale om ekstramontering af dyrt udstyr eller en større ombygning af et eksisterende køretøj.

Den handicapvenlige funktion bestilles som ekstraudstyr på linje med f.eks. sædevarme eller kabine og kan indtil videre bestilles til alle minilæssere i 200-serien, også Avant 225 LPG, der kører på gas. Med tiden er der planer om også at tilbyde udstyret til de større minilæsser-serier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den elektronisk styrede, hydraulisk fremdrevne Avant 225 HDC muliggør vejen tilbage til et aktivt professionelt liv for handicappede i sektorer som ejendom- og naturpleje eller landbrug og hestehold. Sammen med Avants store redskabsprogram tilbyder minilæsseren mennesker uden, eller med begrænset, benfunktion stor grad af frihed og uafhængighed.