ATV med specialudstyr gør skovarbejdet nemmere og giver bedre økonomi.

- Hele ideen til det her opstod sidste jul. Vi købte en ATV'er, sådan en lille brugt kina-model, i julegave til os selv. Det viste sig bare, at den gjorde en enorm forskel i det daglige arbejde. Det inspirerede os til at gøre tingene på en anden måde. Og få lavet noget skovdrift, der både var mere skånsom og samtidigt gav en bedre økonomi.

Carl Christian Lange, der til daglig driver en 130 hektar stor plantage i Sydvestjylland fortæller entusiastisk om den maskinomvæltning arbejdet på den 130 hektar store plantage har været igennem de sidste par måneder.

Det får nogen tæsk, det gør det sgu. Vi holder ikke igen med noget som helst.

Asger Stuhr

Overtog plantagen som 20-årig

Den 26 årige jurist driver plantagen sammen med makkeren Asger Stuhr, og sammen har de fundet frem til det grej, der nu udgør redskaberne i driften. Der er tale om en Honda TRX 500 Rubicon med specialinstalleret hydraulisk kran, en skovvogn med hydraulik, en jordindsats samt en 19,5 HK stor brakpudser.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi havde i mange år har brugt skoventreprenører, men efterhånden kan det ikke svare sig med så meget transport og opstartsgebyrer. Hertil kommer, at når du kører de store maskiner gennem skoven, så er det halve af skoven ødelagt bagefter, siger han.

Carl Christian Lange overtog driften af plantagen, da han var 20 år, men hvor den tidligere har været drevet som traditionel plantage, der handler det nu mere om at vedligeholde stedet som jagt og naturområde.

- Her er sådan en maskine helt uundværlig til både at slå fodermarkerne og komme omkring med foder med. Vi kan komme ind overalt, hvor en traditionel traktor ikke kan komme ind, fortæller han.

Holde til tæskene

Alt udstyret er indkøbt hos Rødkilde ATV.

- Meget af det vi har købt, det har Rødkilde selv lavet. Og de har virkelig tænkt sig om. De har været ude at finde det bedste af det bedste. Hondaen er produceret i USA, det samme er brakpudseren, motoren er fra England, og skovvognen er lavet i Estland. På den måde har de samlet det bedste udstyr, fastslår han med overbevisning.

- Vi kunne sagtens have købt noget billigere materiale, men det her, det virker bare, indskyder Asger Stuhr, der behersker den hydrauliske kran med stor ekspertise.

- Det får nogen tæsk, det gør det sgu. Vi holder ikke igen med noget som helst. Det gode ved at købe kvalitet, det er, at du skal ikke tænke over, om det kan holde eller ej. Det virker bare, griner han.

Fra vej til grøft

Makkerparret startede med hovedsageligt at bruge vognen og grabben til at reparere veje.

- Det er jo så nemt. Vi kører bare lige maskinen hen til vores knuste tegl, snupper et par skovlfulde med jordgrabben og smider det op i vognen, kører det ud til hullet, hvor vi så med hydraulikken vipper det ned. På den måde kan vi tage de små huller i opløbet, siger Carl Christian Lange.

Men efter at have brugt udstyret til at reparere veje med, gik det op for dem, at de også med held kunne bruge udstyret til at vedligeholde de mange grøfter i skovområdet.

- Vi har det problem, at der nemt samler sig en del vand i skoven , fordi de hundred år gamle grøfter ikke er blevet ordenligt vedligeholdt. Men med den nye maskine er det problem effektivt løst.

- Det har overrasket helt vildt. Den "grab" kan meget mere, end vi troede. Og vi havde jo aldrig kunne få en stor gravemaskine derind i skoven, konstaterer Carl Christian Lange.

Den 130 hektar store plantage består af cirka 40 hektar skov, og resten er hede og mose, der nu vedligeholdes af mindre og meget mere økonomiske maskiner.