Abonnementsartikel

Det oser af dansk julehygge, når kalenderlyset lyser om kap med skæret fra adventskransen, og alle vindueskarmene er fyldt med stearinlys i hobetal. Selvom julen er lysenes fest, kan lysene hurtigt gøre julen til en brandfarlig fest.

Danskerne er storforbrugere af levende lys i december. Og lige så gode vi er til at tænde for hyggen, lige så dårlige er vi desværre til at tage de nødvendige forholdsregler. Hvert år i december rykker Falck ud til langt flere brande end på en normal måned. Derfor opfordrer Falck til at pynte kalenderlyset og andre juledekorationer med lidt omtanke og tænke på lysenes placering.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Sørg for, at alle lys står fastgjorte og gerne i folie, og at flammer ikke kan få fat i gran eller pynt. På samme måde skal en adventskrans ikke udelukkende hænge i rødt bånd, men også i ståltråd, så de ikke falder ned, hvis den går i brand, siger Bendt Trustrup, brandchef i Falck, og tilføjer, at man med fordel kan spraye med en brandhæmmende imprægnering, som gør adventskransen svær at antænde.

Husk danskvand

Også fyrfadslys kan være et brandonde, som mange danskere ikke er forsigtige nok med. Hvis mange fyrfadslys står sammen, kan de blive så varme, at væskeoverfladen bryder i brand. Derfor bør de ikke stå direkte på bordet, men i stedet for i en fyrfadsstage eller i en egnet skål.

- Uanset hvilken slags lys, der pryder hjemmet, er der en vigtig regel at være opmærksom på, fortæller Bendt Trustrup.

- Huskeregel nummer ét er aldrig at lade levende lys brænde i rum, hvor man ikke holder opsyn. Og man skal være særligt opmærksom, når der er børn til stede. Derudover er det vigtigt, at lysene ikke står op ad brændbart materiale eller tæt på gardiner, siger han.

Sådan slukker du branden

Ender julehyggen alligevel i brand, har brandchefen et par gode råd til at slukke for ilden, før den for alvor får fat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Små brande kan slukkes med en danskvand, som man ryster, mens man holder en anelse for åbningen, eller man kan kvæle ilden med et brandtæppe. Lidt større bran¬de i eksempelvis juletræer kan oftest slukkes med en spand vand eller en almindelig pulverslukker.

Giv en røgalarm som gave

Bendt Trustrup har også et simpelt, men effektivt trick, der sikrer, at julefreden også sænker sig om natten ? nemlig en røgalarm. Det er verdens billigste livsforsikring, siger han.

- Det er enkelt at gøre en effektiv indsats, og en røgalarm redder liv. Alle hjem bør have mindst én røgalarm, som skal kunne høres fra alle soveværelser. Hvis ikke den kan det, skal man have flere, siger han.