Snart er det atter tid til vinterens arbejdsopgaver, og et af de mange firmaer, som supplerer entreprenøropgaverne med sneplove, fejekoste og saltspredere, er Slagelse Anlægsfirma ApS. Her er 20 mand ansat til kloak-, beton- og belægningsarbejde, men når vinteren sætter ind, flyttes aktiviteterne over på vintertjeneste.
- Halvdelen af medarbejderne arbejder med vintertjeneste, når sæsonen sætter ind. Vi har blandt andet alle vinteropgaver for Snevagten A/S på Vestsjælland, og dertil kommer der endnu flere opgaver, fortæller Johnny Stenberg, daglig leder af Slagelse Anlægsfirma.
Kontakt ved en fejl
Han havde tidligere sit eget anlægsfirma, hvor han også havde et samarbejde med Snevagten. Slagelse Anlægsfirma har udført vintertjeneste gennem Snevagten siden 2011, men hans personlige samarbejde med firmaet begyndte allerede for otte år siden.
- Det skete ved et tilfælde. Deres direktør Christoffer Gade ringede til mig ved en fejltagelse. Han skulle have haft fat i et andet firma i branchen, men i stedet for at lægge på, fik jeg forklaret ham, at vi skam også kunne løfte den opgave, han stod med, og så har vi arbejdet sammen lige siden, husker Johnny Stenberg.
Opgaverne herigennem rummer blandt andet vintertjeneste for tankstationer, boligforeninger og store pladser.
- Vi bliver betalt pr. gang, vi kører. Skal der saltes, er det én pris. Skal der ryddes, er det en anden, opsummerer han.
Anlægsfirmaet har deres eget saltlager på firmaadressen nordvest for Slagelse. Det er reelt Johnny Stenbergs private adresse, hvor firmaet har lejet sig ind. Her er der plads til flere hundrede tons salt.
- I løbet af en typisk sæson fra 1. oktober til 1. april bruger vi cirka 360 tons. Vi får leveret omkring 100 tons salt ad gangen, og vi er endnu aldrig løbet tør, understreger han.
Egen smed
For Snevagten kører de ud i Korsør, Slagelse, Sorø, Skælskør, Næstved og Kalundborg. De har fire traktorer med saltspreder monteret bagpå samt fire traktorer med skrabeblade. Udstyret er en blanding af brugt og nyt.
- Vi har vores egen smed, så vi hurtigt kan få vedligeholdt udstyret og få repareret lige så hurtigt. Gearkasserne går eksempelvis let i stykker på saltsprederne, og når vi kører, når andre sover, er der ikke tid til at holde stille, fastslår Johnny Stenberg.
Derudover kører de også for andre virksomheder end Snevagten.
- De står for cirka 25 procent af vores kundegrundlag om vinteren. Vi kører desuden for SK Forsyning i Slagelse, hvor vi rydder veje og fortove ved deres varmecentraler, transformatorstationer, varmeværker og rensningsanlæg, siger han.
Ingen penge uden salt
Han understreger behovet som udførende vinteraktør for at have en saltningskontrakt for vinteren.
- Man kan glemme alt om at tjene penge på vintertjeneste, hvis man kun har en traktor med en sneplov. Det er der ingen penge i. Derfor byder vi bevidst ikke ind på vintertjeneste på kommunale veje. Salt-opgaverne skal med, så man har arbejde kontinuerligt i sæsonen. Man kan godt risikere, at der ikke falder meget sne, men det skal nok blive regn og frostvejr, siger Johnny Stenberg og uddyber:
- Uden saltopgaver risikerer man at stå kun med det standby-beløb, man selv bød ind med. Det beløb er en af konkurrenceparametrene, så mange sætter det lavt. Hele den situation vil vi ikke stå i, så derfor er det ikke interessant for os.