Abonnementsartikel

Kloakering i sommerhusområder bliver i stigende omfang en udfordring for kommunerne landet over. Sommerhuse ligger i sagens natur ofte uden for rækkevidde af almindelig kloakering, og selv om en del kommuner har udbygning af kloaknettet på agendaen, så er der stadig masser af sommerhuse, hvor spildevandet enten ledes til et nedsivningsanlæg eller - i værste fald - direkte ud i vandet.

Problemet med nedsivningsanlæg i sommerhusområder er, at sommerhuse naturligvis ofte ligger tæt på vandet, hvilket betyder, at der er stor risiko for, at spildevandet siver ud i vandet. Og med de stadig større miljøkrav, der stilles i dag, bliver denne udfrodring større og større for både sommerhusejere og kommuner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det problem kan nu tilhøre fortiden, i hvert fald hvis man spørger hos firmaet BioKube, der laver biologiske minirenseanlæg.

- Vi har netop fået et såkaldt ETV-verifikat. (Environmental Technology Verification, red). Det betyder, at vi nu fuldt lovligt kan installere vores biologiske renseanlæg ved sommerhus, siger Peter Taarnhøj, ejer af BioKube.

Holder bakterierne i live

Baggrunden for BioKubes ETV-verifikat er, at firmaet har udviklet - og fået patent på - et rensesystem, hvor spildevandet fra en bundfældningstank ledes over i et renseanlæg. Herfra ledes en del af det iltede og rensede vand tilbage til bundfældningstanken. Denne cyklus sørger for at holde bakterierne i rensningsanlægget i live, så spildevandet renses - uanset om der er større eller mindre belastning. Dermed er det ikke længere et problem, at der for eksempel ikke er beboere i et sommerhus over en længere periode.

- Vi har lagt mange kræfter i at udvikle dette system. Det er blevet testet i over et år, efter en procedure, der er udviklet af Dansk Standard, og vi er nu det eneste firma i Danmark, der må levere minirenseanlæg til sommerhuse, siger Peter Taarnhøj.

Alle tal på nettet

For BioKube er det nye ETV-verifikat af stor vigtighed. Dels er det nu meget nemmere at få indhentet kommunale tilladelser til opstining af renseanlæggene, men hvad der også betyder meget, er, at firmaet nu nemmere kan komme ind på nye eksportmarkeder, da godkendelsen er anerkendt både inden for EU og i andre lande, herunder Korea, USA og Canada.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ud over det patenterede rensesystem har anlæggene fra BioKube en anden unik feature. Alle tal fra hvert eneste rensningsanlæg, firmaet har sat op i Danmark (Over 3.200) leverer løbende tal til en hjemmeside, hvor ejerne og andre kan følge med i rensningen.