Skiferie og styrt er to nært forbundne størrelser. Heldigvis kan man langt de fleste gange komme op igen ved egen hjælp, børste sneen af dragten og suse videre. En gang imellem går det dog værre, og det kan blive nødvendigt at få behandling for en skade.
I den seneste skisæson 2015/16 måtte 1700 nordiske skiturister hente hjælp hos SOS Internationals alarmcentral. Godt hver femte anmeldelse - 20,2 procent - kom fra en skiturist mellem 41 og 50 år, viser alarmcentralens tal. Det er dermed den aldersgruppe, der tegner sig for den største andel af skaderne.
Populær ferieform
Hvorfor det lige netop er den aldersgruppe, der procentvis har flest skader, fortæller tallene ikke, men der kan ifølge skadechef i Alm. Brand, Anette Vestergaard være flere årsager.
- Det kan skyldes, at der er forholdsmæssigt flere i den aldersgruppe, der tager på skiferie. Vi ser, at folks rejsemønstre ændrer sig med alderen, og aktiv ferie er populært hos 40+-gruppen, siger Anette Vestergaard.
Alder og køn betyder noget
At der er relativt flest skader i den gruppe, der har 40-års fødselsdagen i frisk erindring, kan også skyldes alderen, påpeger Alm. Brands skadechef.
- En forklaring kan også være, at skiformen er blevet dårligere med årene, og at troen på egne evner på pisterne måske ikke længere helt står mål med kroppens faktiske formåen, siger Anette Vestergaard.
Mændene tegner sig i øvrigt for flest skiskader. Af det samlede antal skiskader i forrige sæson tegnede mændene sig for 56 procent af dem, mens kvinderne stod for de resterende 44 procent.
Knæene mest udsatte
Uanset alder er det knæene, der er mest udsatte for skiskader. De tegner sig alene for mere end hver tredje skade, viser tallene fra SOS International.
Til gengæld er hovedskader nu forsvundet ud af top 5-listen over de hyppigste skiskader. En mulig forklaring kan ifølge skadechef i Alm. Brand, Anette Vestergaard, være skihjelmen.
- Tidligere blev der kigget på en, hvis man kørte med skihjelm. Det er nu ændret til, at der bliver kigget på en, hvis man ikke gør det. Så man kan sige, at hjelmen er blevet en naturlig del af skiudstyret, og det er positivt, siger Anette Vestergaard.
Det blå kort og rejseforsikring
Tager du på skiferie i EU, skal det blå sygesikringskort med på rejsen. Det sikrer dig den samme adgang til behandling, som borgerne i det land, du rejser til, har krav på.
Du er imidlertid bedre hjulpet med en Rejseforsikring fra dit forsikringsselskab, som blandt andet dækker sygeudgifter eller din hjemtransport, hvis du kommer alvorligt til skade.
Rejseforsikringen kan også udvides med en særlig skidækning, der giver mulighed for kompensation eller erstatningsrejse, hvis du bliver alvorligt syg eller bliver slemt tilredt på pisterne.