Båndet mellem rytter og hest er unikt - og det samme er hver halskæde, vedhæng, armbånd eller ring med fint flettet hestehår, som Birgitte Witting skaber i sit smykkeværksted i Nørre Lyndelse på Fyn.
- Ikke to smykker er ens. For det første bliver et smykke lavet med hestehår fra kundens egen hest. Og for det andet samarbejder jeg med hver enkelt om, hvordan smykket skal ud, så det bliver tilpasset præcis deres smag, fortæller designeren.
Netop det personlige element betyder meget for Birgitte Witting. Gennem de tre år, hun har arbejdet med de håndlavede smykker i sit firma, By-Witting, har hun haft mange hestesnakke med sine kunder. Nogle vil gerne have lavet et smykke til minde om en hest, de har mistet, mens andres heste trives i bedste velgående.
- Jeg finder det spændende, når mine kunder fortæller mig historier om deres heste. Nogle gange går faktisk hen og bliver meget personligt, og det er fint med mig. For det er mit ønske, at hvert smykke får sin helt egen historie i mindet om det, som hest og rytter har haft sammen.
Hammersjovt
Birgitte Witting startede for år tilbage med at lave sølvsmykker, men har først inden for de senere år genoptaget smykkemageriet og lært sig at arbejde med hestehår.
- Hestehår er et interessant, men også svært materiale. Så jeg prøvede mig frem længe, før jeg tog på den første messe med en kollektion. Og wauw, da gik det pludseligt stærkt med bestillingerne. Det kunne ikke være bedre, for det er hammersjovt at arbejde med, siger Birgitte Witting.
I dag driver hun - med god hjælp fra familien - firmaet By-Witting sideløbende med sit job som lærer. Smykkerne sælger hun fortrinsvis via sin webshop, på messer eller efter aftale fra privaten på Fyn.