Avlsledelsens talsmand Poul Graugaard indledte sin præsentation af Favorit Ask som Årets Hingst således:
- Han er 12 år gammel og ekstremt velspringende; en egenskab som bare bliver mere og mere iøjnefaldende. Som avlsmatador har han både national og international bevågenhed.
Favorit Ask blev fløjhingst ved kåringen og bestod 35-dages testen med 901,5 points. Han har flere resultater i sporten, men det er i avlen, at hingsten har slået igennem som far til en perlerække velspringende afkom. Han er far til flere fløjhingste og 8 kårede sønner. Favorit Ask er efter Diamant de Semmily/Darco og bærer dermed de fornemmeste internationale blodlinjer. Favorit Ask er kåret i Dansk Varmblod, Svensk Varmblod, Oldenburg og Oldenburg-International og Hannover.
Stutteri Ask berider Søren Møller Rohde kunne ikke ride i Herning på grund af en fibersprængning, men han red selv Favorit Ask ind i Boxen for at modtage publikums hyldest. Og hingstens ejer Kjeld Kirk Kristiansen modtog selv den flotte statue som bevis på titlen ? en statue han flere gange tidligere har modtaget for elitehingste enten fra Stutteri Ask eller Blue Hors.