Abonnementsartikel

I år er der rekordmange maskinudstillere tilmeldt Fjerritslev Dyrskue, så der er rigtig meget at glæde sig til. En af dem er Hjallerup Maskinforretning, som præsenterer traktorer fra Fendt, Valtra og Massey Ferguson. På standen har maskinforretningen medbragt tre traktorer; en Fendt 939, en Valtra T234 og en MF 7718 samt tre redskaber fra Kverneland.

Salgsdirektør i Hjallerup Maskinforretning, Kurt Harbo, regner dog ikke med at få lukket en handel på selve dyrskuedagen, men skulle det ske, hejser han gerne flaget. For ham er det den generelle kontakt med kunden, som betyder noget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har brug for at vise flaget i nærområdet, og her er Fjerritslev Dyrskue en oplagt mulighed. Det bringer os tættere på kunderne og deres hverdag, så vi kan yde en hurtig og bedre service, siger Kurt Harbo.

Forskellige behov

I dag servicerer Hjallerup Maskinforretning en række af Nordjyllands store og mindre kunder, som alle har forskellige behov. Ens for dem alle er dog, at de forventer at kunne få hjælp, når det gælder.

- Vi kan desværre ikke have alt på hylderne, men mangler kunden en reservedel, så kan vi skaffe den dagen efter. Derfor er det altid en fordel at ringe i forvejen, hvis man ved, hvad man mangler. Drejer det sig om teknisk assistance, så har vi serviceteams med specialister kørende rundt omkring i landsdelen, som er klar til at rykke ud, siger Kurt Harbo.