Som alle haveejere nok ved, skal der ikke mere end en enkelt våd nat til, før det vrimler med dræbersnegle. Et par timers mørke er alt, de bløddyr skal bruge for at gnaske deres vej gennem alle grøntsager og blomster med stor skade til følge. Følgerne af deres natlige aktiviteter kan ses med det blotte øje dagen efter - men skaden er sket, og det er for sent at gøre noget ved det.
For haveejere er det virkelig irriterende, men for landmænd kan det være katastrofalt. De vil selvfølgelig gøre alt for at holde dræbersnegle og snegle væk fra deres jord. Ud over en række forskellige kemiske skadedyrsbekæmpelsesmidler kan de vælge en fuldstændig biologisk løsning: nematoder.
Disse nematoder er små gennemsigtige rundorme på cirka en halv millimeters længde, der kun angriber snegle.
Effektiv naturlig hjælp
Nematoder bruges sammen med nyttige bakterier, vira, insekter og planteekstrakter til biologisk skadedyrsbekæmpelse. Den grundlæggende ide: Uskadelige organismer dræber eller fordriver skadedyr som f.eks. græshopper, skadelige insekter, bakterier, skimmel og dræbersnegle, der forårsager sygdomme og er en trussel mod høsten.
Selvom disse naturlige hjælpere aldrig helt kan erstatte kemiske midler, er biologisk skadedyrsbekæmpelse en effektiv hjælp. Frugt- og grøntavlere sætter især pris på deres effekt lige før høsten, da de beskytter afgrøderne og frugten uden at efterlade nogen kemikalierester.
- Biologiske pesticider er effektive til bekæmpelsen af lave til moderate niveauer af skadedyrsangreb, sagde Burghard Libeman, gruppeleder af den biologiske afgrødebeskyttelse hos BASF research.
- I de fleste tilfælde er niveauet af skadedyrsangreb og -eksponering dog så højt, at en kombination af kemiske og biologiske bekæmpelsesmidler er nødvendig for at yde effektiv beskyttelse.
BASF's styrke
Og ifølge Burghard Libeman er netop dette BASF's styrke:
- Med vores meget brede produktsortiment kan vi tilbyde en individuel og fleksibel løsning, der er skræddersyet til det pågældende problem og de lokale forhold.
Nematoder kan købes i forskellige produkter til bekæmpelse af dræbersnegle, og de virker på den måde, at de udvandes i jorden, hvorefter de invaderer sneglen via et åndehul. Efter 10-15 dage dør sneglen.