Danmark får snart en ny storskala solcellepark. Selenergiselskabet Better Energy har tiltrukket finansiering fra Danmarks Grønne Investeringsfond til at opføre fire solcelleparker i Nees i Vestjylland. Solcelleparken bliver dermed Danmarks tredjestørste af slagsen. Det betyder en samlet finansiering på over 250 millioner kroner til de fire projekter.
Når parken står færdig vil den producere energi svarende til det årlige el-forbrug af 11.000 husstande. Den vil fylde 63 hektar og indeholde 160.000 solcellepaneler.
- Solenergi har potentiale til at blive en væsentlig bidragsyder til det vedvarende energimix. Prisen på solcelleteknologi er markant faldende, og vil, sammen med udviklingen af mere effektiv batterikapacitet, medføre markante ændringer i den fremtidige energiforsyning. Vi vil gerne være med til at folde potentialet i solenergi ud, siger Michael Zöllner, direktør i Danmarks Grønne Investeringsfond.
Danmark bliver et solenergiland
Solcelleparken i Nees er seneste tegn på, at Danmark er ved at blive et solenergiland. Den hurtige teknologiske udvikling på området gør, at vores kølige vejr alligevel er egnet til solenergi.
- Mange vil tro, at Danmark ikke egner sig til solenergi, men solceller er dog allermest effektive i klar sol ved lave temperaturer, og solindstrålingen er ganske høj i blandt andet Vestjylland. Sol kan også supplere vind fortræffeligt, fordi produktionen ofte er omvendt korreleret, siger Rasmus Kjær, der er medstifter og Managing Partner i Better Energy.
Danmarks Grønne Investeringsfond har mandat til at finansiere projekter inden for grøn omstilling, så de kan realiseres hurtigere, fordi fonden kan løbe en større risiko end traditionelle finansieringskilder. Det skal være projekter, der både er grønne og vil blive kommercielt bæredygtige.
- Vi håber, projektet kan bidrage til, at udviklingen inden for sol i Danmark kan accelereres. I Danmarks Grønne Investeringsfonds pipeline ser vi flere projekter, der omhandler hele værdikæden inden for sol. Vi vil gerne invitere flere aktører og finansielle parter ind i udviklingen, siger Michael Zöllner.
Stort potentiale
Med finansieringen fra Danmarks Grønne Investeringsfond håber Better Energy ligeledes at kunne tiltrække flere finansielle parter i Danmark til fremtidige projekter.
- I Better Energy har vi i dag en fuldt integreret værdikæde inden for udvikling og opførelse af solcelleparker, hvilket giver os markante synergier og stordriftsfordele. Det styrker ikke bare vores konkurrenceevne, men også vores evne til at drive prisen på solenergi ned. Kombinerer vi det med en finansiering til anlæggene, som vi kender det fra realkreditten, har vi et kæmpe potentiale for både billig og grøn energi i Danmark, siger Rasmus Kjær.
Better Energy opfører solcelleparken, som skal tilsluttes el-nettet. De fire solcelleparker opføres parallelt. Byggefasen forventes afsluttet november/december 2017.