Abonnementsartikel

De fleste hesteejere er på et eller andet tidspunkt stødt på begrebet klikkertræning. Den klik-baserede metode er en forholdsvis nem og overskuelig måde at lære sin hest nye ting på. Desuden kan den være en hjælp til at overvinde nogle af de vanskeligheder, der ofte opstår i dagligdagen med hesten. Man kan for eksempel have glæde af klikkertræning, hvis man har problemer med trailerlæsning, hvis man har en hest med vandskræk, eller en hest, der "ser spøgelser" under turridning.

Alle kan være med

Og alle kan være med. Det kræver blot tålmodighed og en smule kendskab til, hvad det er, der sker under træningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Klikkertræning er baseret på positiv forstærkning. Helt enkelt består det i, at når en hest gør, som vi gerne vil have det, så får den en klik-lyd efterfulgt af en lille godbid, fortæller Merete Stenner, der blandt andet er uddannet husdyrbrugsagronom og efteruddannet lydigheds- og klikkerinstruktør.

- På den måde lærer hesten hurtigt, at der er noget lækkert i vente, hvis den udfører den pågældende opgave. Øvelsen gentages igen og igen, indtil hesten har lært, hvad det er, man ønsker af den, forklarer klikkerinstruktøren, som har sin base i Årslev på Fyn.

Her arbejder hun som selvstændig instruktør, underviser og foredragsholder med fokus på bl.a. adfærdstræning af heste og ridesikkerhed.

Se de to videoer

Fritidsmarkedet har lavet to korte videoer, hvori Merete Stenner dels forklarer, hvad klikkertræning er og hvordan det fungerer, og dels viser en konkret øvelse, så alle kan komme i gang.