Abonnementsartikel

Det koster altid ekstra tid, når et gevind skal repareres, og det langtfra altid sikkert, der kan lade sig gøre. For ofte er der ikke plads til hverken klup eller vindejern. Gevindet har måske fået et slag på enden, så det er umuligt at få bakken til at gribe fast i forsøget på at skære gevindet op igen. Og endelig kan et indvendigt gevind også være ødelagt.

Alt det er der nu råd for, for med gevindopskæringssættet fra BTW Werkzeuge kan alle gevind fra fire til og med 38 millimeter og 1/4" til 1 1/2" tommegevind skæres op. Det kan vel at mærke foregå med det samme stykke værktøj uanset gevindstigning og om det måtte være ret eller links gevind.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fra samme firma kommer også et gevindopskæringsværktøj til indvendige gevind. Det kan genskabe og skære gevind fra 4 til 18 millimeter eller fra 5/32 til 11/16" uanset gevindstigning og om det måtte være ret eller links gevind. Som med sættet til det udvendige gevind er der også her kun tale om et stykke værktøj.

Manden bag gevindopskæringsværktøjerne er tyskeren Jörg Heinzen, og han forklarer, at én af fiduserne ved værktøjet til de udvendige gevind er, at det kan åbnes. Sættet indeholder to sæt skær, som henholdsvis går fra 4 til 18 millimeter og fra 17 til 38 millimeter, og i tommer vil det være fra 5/32" til 11/16" og fra 11/16" til 1 1/2".

I kraft af at både metriske og de amerikanske tommegevind opererer med de samme gevindflanker på 60 grader, er det derfor muligt at anvende samme type skær til de to gevindnormer. Udover de to sæt skær indeholder sættet også to holdere til skæreværktøjet.

Ni forskellige sæt

Handler det om reparation af indvendige gevind, er det lidt som med sættet til de udvendige gevind, men her er der kun er ét skær. Værktøjet fungerer ved, at man sætter det ned i hullet og vel at mærke så langt ned, at der er intakt gevind. Dernæst spændes skærestykket ud mod gevindet. Med vinden på toppen af værktøjet, skrues skærestykket udefter, og dermed skæres gevindet op.

Er der behov for andre diametre, fås det i ni forskellige sæt, der dækker alle indvendige diametre helt til 108 millimeter i både links som ret gevind.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udvendige gevind fra 35 og helt op til 152 millimeter er det også muligt at reparere. Her hedder værktøjet NE 33, og det fungerer principielt som det, der er beregnet til de mindre gevinddiametre. Eneste forskel er, at værktøjet naturligvis er langt kraftigere. Det kan også klare gevind i tommer uanset gevindstigning og igen både ret og links gevind.