Danmark kan for andet år i træk med stolthed tage imod æren som det land i verden, der har det bedste energisystem. Det fortæller den store og toneangivende undersøgelse af 125 landes energisystemer, som foretages af FN-organisationen World Energy Forum.
- Det er med stolthed at jeg noterer mig, at Danmark kommer ud med det bedste energisystem i verden. Det understreger, at vi fra dansk side har fundet en stærk kombination af forsyningssikkerhed, grøn omstilling og billig energi, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).
Sammenligner 125 lande
World Energy Forums rapport sammenligner data fra 125 lande verden over. Der bliver målt på tre succeskriterier for vores energisystem: Hvor stabil er energiforsyningen? Hvor grøn er den? Og er den billig og tilgængelig for alle? På alle tre kriterier scorer Danmark topkarakteren "A" i rapporten.
- Danmark er ikke kommet sovende til denne førsteplads. Det skyldes først og fremmest, at vi i Danmark har haft et bredt politisk samarbejde om vores grønne omstilling og energipolitik siden energikriserne i 1970'erne. Det er en position, som vi skal gøre alt for at bevare i årene fremover. Også når vi straks i det nye år skal forhandle en ny energiaftale på plads i Folketinget, siger Lars Chr. Lilleholt.