Endnu en gang er der ulv på læberne i Midt- og Vestjylland. De nye beboere i naturen deler vandene, og denne gang er der igen utryghed omkring ulvene.
På Viftrup Maskinstation i Spjald ved Ringkøbing er de ikke i tvivl om, at de har haft ulvebesøg. Da en af lastbilchaufførerne vaskede sin bil fik han øje på det, han mener, er en ulv, ganske tæt på, skriver TV Midtvest, som har talt med maskinstationens indehaver.
- Her var masser af larm, lys og støj. Ulven luntede bare videre. Den kiggede lige op, men fortsatte så. Det vidner da om, at den har været her før. Den er slet ikke sky, siger Knud Christensen, Viftrup Maskinstation.
Gå i mørket
Man formoder, at ulven bor i en nærtliggende skov. Ejeren og medarbejderne på maskinstationen er utrygge ved situationen. Knud Christensen bor 100 meter fra maskinstationen, og han er ikke synderligt glad for at gå på arbejde i mørket.
Han overvejer derfor at tage bilen det korte stykke. Det samme har en medarbejder gjort.
- Han har afsløret, at han tog bilen på arbejde, da han ikke var tryg ved at gå på arbejde, mens det var mørkt. Det er da også noget, jeg vil overveje, ligesom jeg også lyser en ekstra gang med lommelygten, hvis jeg går rundt, siger ejeren til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Knud Christensen siger videre, at selvom man er utrygge ved ulvens tilstedeværelse, så har ikke tænkt sig at ændre det store i hverdagen.
- Vi har nogle gravhunde, som løber frit rundt. Det er ikke sikkert, at de kan det i fremtiden. Jeg har også nogle børnebørn, som løber og leger. Dem skal vi også tage hensyn til, hvis ulven bliver her. I første omgang ændrer det dog ikke noget i vores hverdag, men det er da noget, vi snakker om, siger Knud Christensen til avisen.