Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen vil med et sæt nye retningslinjer imødekomme de mange frivillige, der hjælper med at skabe mountainbikespor i statens skov- og naturområder. De nye rammer skal blandt andet sikre et landsdækkende tilbud af tydeligt afmærkede spor, hvor hensynet til skovens andre brugere og naturen altid indgår.
Mountainbikeryttere er den mest aktive enkeltgruppe af frivillige, der bruger statens skov- og naturområder. Lokale ildsjæle lægger i samarbejde med Naturstyrelsen masser af kræfter i at udtænke, bygge og vedligeholde de mere end 500 km mountainbikespor, som staten lægger skovbund til.
Kommet for at blive
Naturstyrelsen bliver ofte kontaktet af frivillige, der efterspørger konkrete retningslinjer for statens mountainbiketilbud. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen lancerer derfor et sæt nye retningslinjer, der skal sikre et ensartet tilbud af spor i hele landet.
- Mountainbikesporten er kommet for at blive, ikke mindst takket være de mange frivillige, der bruger deres fritid på at skabe spor, så andre kan få pulsen op i naturen. De fælles rammer garanterer, at der er et sikkert tilbud til alle uanset niveau, og at hensynet til skovens andre brugere og naturen altid indgår i planlægningen, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Sporene er målrettet mountainbikeryttere, men som med alle andre veje og stier i statens skov- og naturområder, kan alle andre også benytte sporene, for eksempel til en gåtur.
Landsdækkende tilbud
Retningslinjerne er udarbejdet efter bidrag fra blandt andre DGI, Friluftsrådet og Danmarks Cykle Union og skal blandt andet sikre et landsdækkende tilbud af tydeligt afmærkede spor. Konkret arbejdes der frem mod, at der højst er 40 km mellem et offentligt tilgængeligt mountainbikespor, uanset hvor man befinder sig i Danmark. Sporene skal være tydeligt skiltet, så mountainbikeryttere nemt kan finde hen til de områder af skoven, der er målrettet dem. Sporene skal desuden være bygget af naturmaterialer, være slidstærke, og det skal altid sikres, at naturbeskyttelsen ikke sættes over styr.
- Frivillige har stor betydning for sammenhængskraften lokalt. Det er derfor vigtigt, at vi hele tiden understøtter frivilligheden på den bedst mulige måde. Klare rammer for frivillige danner grobund for bedre og flere mountainbikespor, der i sidste ende også kommer hele lokalområdet til gode i form af vækst i turismen. Gode og afmærkede mountainbikespor kan være med til at give alle skovens besøgende en god naturoplevelse, siger Esben Lunde Larsen.
Friluftsliv er en milliardindustri, og mountainbikesporten alene genererede i 2013 et samfundsøkonomisk fodaftryk på 600 mio. kroner og omkring 450 fuldtidsbeskæftigede.