Abonnementsartikel

De små blomkålshoveder og de krumme agurker kan være svære at sælge for landmanden, fordi de også er svære at sælge for supermarkederne. Hvert år går tusinder af tons råvarer til spilde i landbruget, inden de overhovedet når grossisterne.

Men det kan vi gøre noget ved, hvis landbrugets producenter og storkøkkener bliver bedre til at udnytte de uperfekte varer. Det viser to nye projekter under Miljøstyrelsens Pulje for Mindre Madspild. I begge projekter er primærproducenter og storkøkkener gået i dialog for at udforske potentialet for at udnytte grøntsager, der ofte ender som madspild.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Manglende viden

I det ene projekt testede tre storkøkkener, om porrer, blomkål, broccolistok og hvidløg med mindre fysiske skader eller afvigelser fra standard kunne bruges i køkkenerne uden tab af kvalitet eller effektivitet. Og det kunne de. Det overordnede problem var manglende viden og manglende udveksling mellem storkøkkener og primærproducenter.

Det samme var konklusionen i det andet projekt. Her er der udviklet en afsætningsmodel, som skal gøre det muligt for primærproducenter og storkøkkener at mødes og handle med varer, der ellers kunne ende som madspild. Modellen bliver nu udviklet til en prototype for en digital platform med støtte fra Miljøstyrelsen og ventes klar i løbet af 2018.