Imødekommenhed og masser af løfter og god og problemfri indtjening vil møde dig, såfremt du overvejer at udleje dit fritidshus og henvender dig til et bureau eller går til et informationsmøde med eksempelvis Feriehusudlejernes Brancheforening. De mange løfter svæver imidlertid lidt frit i luften, skriver Fritidshusejerne, der er en forening for grundejer-foreninger for fritidshuse og sommerhusejere, der udlejer deres sommerhus.
Foreingen gør i en pressemeddelelse opmærksom på, at eksempelvis Feriehusudlejerens Brancheforening ikke repræsenterer dig som ejer af et hus til udlejning. De repræsenterer de kommercielle udlejningsbureauer .
Foreningen Fritidsejerne kommer her med en par gode råd til dig, der gerne vil tjene en ekstra skilling på at udleje fritids- eller sommerhuset.
Læs aftalen grundigt
Inden du underskriver en formidlingsaftale, så læs den igennem og få bureauet til skriftligt at svare på følgende 4 spørgsmål:
1. Din afregning pr. uge og salgsprisen i både DKK og ? - så kan du tjekke den reelle avance
2. Skal lejerne betale ekstra i form af bookinggebyr, forsikring mv., og får du andel i denne fortjeneste? Hvilket beløb opkræves for en rengøring - og hvor meget betaler bureauet til den, der faktisk udfører rengøringen?
3. Må du selv leje det ud - eksempelvis til familie, venner med videre, når bureauet ikke kan? Her er standardvilkårene, at det må du ikke.
4. Hvornår kan du sige op, såfremt udlejningen ikke er tilfredsstillende? Normalt skal du sige op omkring 1. maj, ellers er du bundet resten af året og hele næste år. Er du stillet eksempelvis 12 uger i udsigt, så få skrevet ind, at du kan opsige til årets udgang, hvis ikke der er lejet 9 uger ud inden den 1. august.
- Vil dit bureau ikke svare skriftligt på de 4 spørgsmål, så ville jeg personligt nok vælge et andet bureau, siger formanden for Fritidshusejerne, Kim Juhlin.
- Det er alt for nemt helt uforpligtende at love en masse samtidig med, at ejeren af huset er bundet af lange kontrakter og ingen mulighed har for at reagere på luftige løfter, siger Kim Juhlin