Abonnementsartikel

Den 3. marts 2018 åbnede en ny afleveringsmulighed i Rødovre Centrum, hvor du kan aflevere op til 300 dåser og flasker på én gang og få dine pantpenge med det samme. Dansk Retursystem tester det nye koncept Drop & Go for at finde ud af, om forbrugerne er interesseret i at masseaflevere.

Dansk Retursystem udvikler og tester løbende nye afleveringsmuligheder til forbrugerne. I dag kommer 9 ud af 10 emballager retur, og den høje returprocent på 90 procent ønsker Dansk Retursystem at fastholde og på sigt, måske endda forhøje.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vigtigt for os fortsat at udvikle og teste forskellige alternativer, så der er en bred palet af gode afleveringsmuligheder til alle typer forbrugere. Med Drop & Go tilgodeser vi forbrugere, som skal af med mange emballager. Omvendt fjerner det også den lille irritation, der kan være, når man står bag en med mange emballager i køen til flaskeautomaten, siger adm. direktør i Dansk Retursystem Lars Krejberg Petersen.

Begejstring

I Rødovre Centrum er adm. direktør Jesper Andreasen begejstret for samarbejdet med Dansk Retursystem, da Drop & Go passer godt ind i Rødovre Centrums agenda om at skåne miljøet.

- Jeg ser frem til at få Drop & Go opstillet i Rødovre Centrum. Vi havde selv tænkt på at få lavet en form for afleveringsstation herude, men Dansk Retursystem kom os i forkøbet. Det passer godt ind i vores CSR-arbejde, hvor vi tilgodeser naturen og ønsker at mindske forurening. Det harmonerer også godt med vores filosofi, hvor vi samtidig indgår i andre grønne samarbejder, siger Jesper Andreasen.

3 x så hurtig

I Drop & Go hælder du de tomme dåser og flasker ned i en sluse, hvorefter de bliver talt automatisk og panten kan blive udbetalt.

Maskinen tæller op til 120 emballager i minuttet! Det er tre gange så hurtigt som flaskeautomater i butikkerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Drop & Go står på p-pladsen ved Rødovre Centrum lige for foden af vandtårnet på Tårnvej. Her tester Dansk Retursystem konceptet frem til 3. juni, hvorefter Drop & Go skal testes på nogle af sommerens festivaler.