Abonnementsartikel

Det skorter ikke på håbefulde hingsteejere, når Dansk Varmblod for 39. gang slår dørene op til hingstekåring i MCH Messecenter Herning. I skrivende stund er der tilmeldt 96 hingsteaspiranter, der alle vil blive fremstillet torsdag formiddag på, hvad man kalder fast bund.

Oprindeligt foregik fremvisningen på fast bund udendørs, men blev flyttet indendørs i hallerne så publikum kan sidde behageligt og varmt og betragte hingstene. De første mange år lagde man en lang asfaltbane ovenpå den eksisterende bund for igen at fjerne den efter brug. De seneste år har man meget hurtigt kunne lægge og fjerne den faste bund, idet den nu består af sammenhængende plader.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bedømmelse af hingstene på fast bund er en betydelig del af hingstekåringen i alle store ridehesteavlsforbund i hele Europa. Hingstene skridter og traver op mod dommerne, der primært bruger bedømmelsen på fast bund til at danne sig et indtryk af hingstens benstilling og øvrige eksteriør.

En tredjedel springhingste

Tilskuere med særlig interesse i springsporten og springhesteavlen kan se frem til at se 30 springbetonede hingste, hvoraf 18 stiller til kåring for første gang, 10 er 4-års hingste, der møder med et godkendt prøveresultat, og to er ældre, afprøvede hingste, der søger kåring i Dansk Varmblod.

Afstamningsmæssigt repræsenterer de 30 hingste en rimelig god spredning, hvor mange forskellige blodlinjer er repræsenteret. Flere faderhingste har to sønner med, og den eneste faderhingst, der markerer sig med flere afkom er KWPN-hingsten Kannan, som har fire sønner med til kåring i Herning.

Springhingstene tager allerede onsdag hul på hingstekåringen, hvor de første gang skal løsspringe. Ved samme lejlighed bliver de vist løse i hallen for at vise galop på et ottetalsspor, hvilket giver dommerne mulighed for bedre at vurdere balancen i galop. De beridere, som professionelt assisterer med løsspringningen, vil i år som noget nyt også hjælpe med løsvisningen af dressurhingstene.

Hver anden fra samme stald

Af de 96 tilmeldte hingste hører 60 hjemme i dressurafsnittet, hvor blodlinjerne er knapt så mangfoldige som hos springhingstene. Når det gælder faderskab stiller hingstene Blue Hors Don Olymbrio og Fürstenball hver tre sønner til kåring, mens Franklin og Blue Hors Zack hver stiller fire sønner. Sidstnævntes verdensberømte søn, Sezuan, stiller fem sønner til kåring, mens den tidligere fløjhingst Grand Galaxy Win er årets topscorer med otte sønner af første årgang; altså otte 3-års hingste.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Grand Galaxy Win er en af tre kårede hingste fra Helgstrand Dressage, som deltager i præstationsklasserne. Til selve hingstekåringen stiller Helgstrand Dressage med 30 individer, og det vil sige lige i underkanten af alle dressurhingste, der fremstilles til kåring. De fleste af disse 30 unge hingste tilhører den nordjyske dressurstald og hingstestation, mens de resterende er i træning for deres ejere.

Imponerende 4-års hold

Det er helt særligt for kåringen i 2018, at der kommer et stort og imponerende 4-års hold med over 20 katalognumre. Alle de hingste, der har gået materialprøve i efteråret og er inviteret til kåringen, er tilmeldt, og det betyder, at det bliver et meget seværdigt hold af afprøvede unghingste i dressur- såvel som springdisciplinen. Heriblandt de to vindere af afprøvningen, dressurhingsten Springbank II VH og springhingsten Fidelio Ask.